Innovationsminister Sophie Løhde vil spare penge på dyre advokatregninger. Kammeradvokaten får færre opgaver.

København. Staten har de senere år brugt rigtigt mange penge på advokatregninger, men regeringen har målrettet forsøgt at gøre regningen mindre.

Senest har innovationsminister Sophie Løhde (V) besluttet at tage en række opgaver hjem, som Kammeradvokaten tidligere har udført.

Kammeradvokaten er det private advokatfirma Poul Schmith, der løser stort set alle juridiske opgaver for det offentlige.

Ministeren kritiserede i oktober firmaet for at være for dyrt. Hun opfordrede også dengang alle ministerier til at undersøge, om de kan købe juridisk bistand fra andre firmaer.

Fremover bliver det imidlertid regeringens egne jurister, der eksempelvis skal stå for retssager inden for Nævnenes Hus. Det er et kontorfællesskab for en række statslige klagenævn, som ligger i Viborg.

En række rådgivningsopgaver inden for udbud og kontrakter skal fremover desuden varetages af en intern statslig specialenhed.

- Beslutningen om at tage opgaver hjem er endnu et væsentligt skridt i retning af få en bedre balance mellem at bruge statens egne juridiske kompetencer og købe dem af dyre advokatfirmaer, siger ministeren i en pressemeddelelse.

Samtidig har regeringen besluttet sig for at sende behandlingen af konkurssager i Skat i udbud.

Der er tale om en årlig omsætning på mellem 150 og 200 millioner kroner, som ligger ud over den aftale, man har med Kammeradvokaten.

- Med beslutningen om at konkurrenceudsætte konkurssagerne i Skat sikrer vi fuld gennemsigtighed og lige muligheder, også for lokale advokater, for at byde ind på de mange hundrede konkurssager, som Skat har hvert år, siger hun.

En opgørelse har vist, at regeringens juridiske udgifter steg fra 230 til 426 millioner kroner i perioden fra 2009 til 2006.

Skatteministeriets område tegner sig for knap halvdelen af den samlede regning.

/ritzau/