Regeringen vil indføre en ny afgift på nikotinposer, så en typisk dåse med 20 styk bliver 11 kroner dyrere.

Det skriver DR Nyheder.

Skatteminister Morten Bødskov (S) siger til DR, at det særligt er unge, regeringen sigter efter.

- Kreativiteten i tobaksindustrien er jo enorm. Vi kan se, at de gør en meget stor indsats for at få det her produkt introduceret til unge.

- Det vil vi gøre alt, hvad vi kan for at forhindre, fordi det ikke er sundt og skaber afhængighed, siger Bødskov.

Der skal være en afgift på 5,5 øre per milligram nikotin. Ifølge regeringen vil en typisk dåse med 20 poser altså blive 11 kroner dyrere, skriver DR.

Prisen på dåser med nikotinposer ligger omkring 30-40 kroner.

Nikotinposer er et snuslignende produkt, som ikke indeholder tobak. Poserne indeholder ligesom snus og tyggetobak nikotin - og i nogle tilfælde i meget høje koncentrationer.

Regeringens lovforslag er i høring frem til 15. oktober.

Derefter vil det blive behandlet i Folketinget, som efter planen skal stemme om forslaget inden nytår.

Både Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen har tidligere efterlyst netop afgifter på nikotinposer.

Forbruget har været stigende blandt børn og unge, fortæller Niels Them Kjær, der er projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

- Det kan risikere at give en livslang afhængighed, og det er generelt skidt for sundheden. Derfor synes vi, at det er godt at sætte ind over for.

Hovedårsagen til nikotinposernes popularitet skal ifølge Niels Them Kjær findes i tobaksindustriens markedsføring.

- Frem til 1. april var der intet reklameforbud, og det er blevet markedsført på sociale medier og i virkeligheden som et livsstilsprodukt ligesom Coca Cola, forklarer han.

Forbuddet i april kom i forbindelse med en handleplan mod børn og unges rygning.

- Vi har set, at når man hæver afgifterne på andre tobaks- og nikotinprodukter, så falder forbruget.

- Så vi ved, at afgifter er et meget effektivt redskab, og vi kan jo håbe, at regeringen også indfører tilsvarende afgifter på cigaretter, siger Niels Them Kjær.

Også Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke, har tidligere givet udtryk for, at nikotinposer skal være så dyre, svært tilgængelige og så lidt attraktive som muligt.

/ritzau/