I år træder OECD's generalsekretær tilbage. Regeringen peger på Ulrik Vestergaard Knudsen som afløser.

Regeringen vil nominere Ulrik Vestergaard Knudsen til at blive ny generalsekretær i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD).

Det oplyses i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

51-årige Ulrik Vestergaard Knudsen er i øjeblikket vice-generalsekretær i OECD.

Dermed sidder han lige under den nuværende generalsekretær, Angel Gurría, som træder tilbage fra posten senere i år.

- OECD har brug for en erfaren leder, der kender organisationen og dens medlemmer - problemerne, perspektiverne og potentialet, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i pressemeddelelsen.

Ulrik Vestergaard Knudsen tiltrådte i OECD i januar sidste år. Han kom fra en stilling som departementschef i Udenrigsministeriet.

OECD har eksisteret siden 1961. Organisationen har 37 medlemslande og har som vigtigste mål at samordne den økonomiske politik i medlemslandene.

- Vi har brug for et stærkt og ambitiøst OECD - en pålidelig og evidensbaseret institution af multilateralt samarbejde - der sætter kompromis over ideologi, fakta over retorik og analyse over formodning, siger Ulrik Vestergaard Knudsen i pressemeddelelsen.

Muligheden for at nominere kandidater til posten som ny generalsekretær løber frem til og med slutningen af oktober.

Herefter vil der blive foretaget interviews og konsultationer.

Annonceringen af en ny generalsekretær ventes at finde sted en gang i starten af 2021.

/ritzau/