Straffen for økonomisk kriminalitet, der kan kædes sammen med bander, skal ifølge regeringen fordobles.

Det sagde Preben Bang Henriksen, der er retsordfører for Venstre, i dag i i P1 Morgen.

Regeringen vil tirsdag fremlægge en ny bandepakke i kampen mod bandekriminalitet.

»Vi vedtog for nogle år siden, at straffen for rockerkriminalitet kunne fordobles, hvis det var led i en bandekrig, og samme regel agter vi at indføre her omkring økonomiske kriminalitet,« sagde ordføreren, der tilføjede, hvordan en formulering kunne lyde:

»'Den, der tilvejebringer indtægtskilder', der må vedkommende være forberedt på, at straffen kan fordobles.«

I 2009 blev den første bandepakke vedtaget. Her blev der blandt andet et princip om, at straffen for kriminalitet kunne fordobles, hvis lovovertrædelsen skete som led i en bandekonflikt. 

Det indebar blandt andet drab, grov vold, vold mod politiet og vidnetrusler.

I den seneste kamp mod bandekriminaliteten besluttede Københavns Politi mandag at lukke tre rocker- og bandetilholdssteder. 

Lukningen kommer i forlængelse af konflikten mellem rockerklubben Hells Angels og den forbudte bande LTF.

Lyt med når B.T.s kriminalredaktion hver uge går helt tæt på aktuelle emner, den kriminelle underverden og store efterforskninger i podcasten På Fersk Gerning.