I dag kan pensionskæmpen ATP investere 20 procent af indbetalingerne med risiko. Det vil regeringen fordoble.

Regeringen vil lade ATP investere flere af danskernes pensionspenge med risiko. Det skriver Jyllands-Posten.

I et udkast til et lovforslag lægges der op til, at 40 procent af pengene, som danskerne indbetaler i obligatorisk pensionsopsparing hos ATP, kan investeres i risikobetonede investeringer. Det er en dobbelt så stor andel som i dag.

Det skal være med til at øge chancen for, at der tjenes penge, da det i øjeblikket er svært at tjene penge på sikre investeringer som obligationer på grund af coronakrisen.

Forslaget indgår i lovforslaget om at udbetale en del af de feriepenge, som danskerne har fået indefrosset ved overgangen til den nye ferielov. Det blev et bredt flertal enige for at give økonomien et skub oven på coronakrisen.

Flere politikere og organisationen Ældre Sagen er skeptiske over for lovforslaget. Blandt dem er Jette Gottlieb, beskæftigelsesordfører hos Enhedslisten.

- Det har ikke noget med hinanden at gøre, og jeg vil opfordre regeringen til at skille de to ting ad og lave et selvstændigt lovforslag om ATP, så vi kan få en ordentlig debat om det, siger hun til Jyllands-Posten.

På den anden side er ATP dog også de senere år blevet kritiseret for at investere for konservativt.

Til mediet roser Jesper Rangvid, der er professor i finansiering på Copenhagen Business School, ændringerne.

ATP er en obligatorisk pensionsordning for danske lønmodtagere. Mere end fem millioner danskere er medlem af pensionsselskabet.

Lønmodtagere indbetaler årligt 1136 kroner, mens arbejdsgiveren indbetaler 2272 kroner på vegne af medarbejderen.

Omkring 40 procent af folkepensionisterne i Danmark har kun ATP, der i år maksimalt er på 24.500 kroner, at leve for ud over folkepensionen.

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til historien.

/ritzau/