Regeringen ønsker at udvide opholdsforbuddet for bandemedlemmer, så de ikke længere skal kunne bosætte sig i nabokommuner, hvis de har fået opholdsforbud i en kommune. Samtidig vil regeringen sætte ind over for kriminelle familier, hvor kriminaliteten går i arv.
Det oplyser justitsminister Peter Hummelgaard (S).
- Bander er en pestilens for samfundet, og jeg kan godt forstå, hvis borgere bliver utrygge, når dømte bandemedlemmer bosætter sig i ens nabolag, siger han i en skriftlig kommentar.
- Derfor vil vi blandt andet udvide opholdsforbuddet, så bandemedlemmer ikke bare kan flytte til nabokommunen og fortsætte med at bedrive deres uacceptable handlinger derfra, siger han.
Baggrunden for forslaget er blandt andet erfaringer fra Kerteminde Kommune, som er blevet afdækket af blandt andre TV 2 Fyn.
I Kerteminde har man oplevet en tilstrømning af bandemedlemmer fra nabokommunen Odense.
Det kan være sket, fordi bandemedlemmer er blevet idømt et opholdsforbud, hvorefter de bosætter sig i nærheden af gruppens tilholdssted, for eksempel i nabokommunen.
Justitsministeriet afventer i øjeblikket en tilbagemelding fra Straffelovrådet, der er ved at undersøge, om de gældende regler i straffeloven om opholdsforbud bør ændres, så en forbudszone eksempelvis kan udvides.
Regeringen ønsker desuden at give politiet mulighed for at dele oplysninger med kommunerne om et barns tilknytning til en kriminel familie.
Det skal ske i SSP-samarbejdet, som er et samarbejde mellem skoler, de sociale myndigheder og politiet.
- Det er et stort svigt, hvis vi passivt ser til, at kriminalitet går i arv fra generation til generation i dybt kriminelle familier. Derfor vil vi også gøre det klart, at politiet har mulighed for at dele oplysninger med de relevante myndigheder, hvis et barn har tilknytning til en kriminel familie.
- De informationer vil eksempelvis kunne indgå i kommunens samlede oplysningsgrundlag, for en vurdering af hvorvidt barnet eller den unge har brug for hjælp og støtte, herunder anbringelse uden for hjemmet, efter barnets lov, siger Peter Hummelgaard.
Regeringen vil inden udgangen af i år præsentere en samlet pakke med forslag til, hvordan indsatsen mod bandekriminalitet og kriminelle familier kan blive styrket.
/ritzau/
