En jernbane mellem Billund og Vejle vil ikke forbedre noget for passagererne, lyder det fra regeringen.

Den omdiskuterede jernbane fra Vejle til Billund - også kaldet Billundbanen - skal droppes.

Sådan lyder udspillet fra regeringen i en ny plan for infrastruktur i Danmark.

Jernbanen vil ikke give nogen væsentlig forbedring for passagererne i forhold til den nuværende busløsning, lyder det i udspillet fra regeringen.

Derfor har projektet et negativt samfundsøkonomisk afkast, lyder det videre.

Billundbanen blev vedtaget med Togfonden i 2014 og indgik også som en del af den tidligere blå regerings udspil til fremtidens infrastruktur i 2019.

Her ville man afsætte 926 millioner kroner til projektet.

Strækningen mellem de to byer er omkring 20 kilometer lang.

Banen skulle gøre det lettere at komme fra Vejle til eksempelvis Billund Lufthavn og Legoland.

Venstre, der sad på magten i 2019, kommer dog ikke til kæmpe for at få Billundbanen tilbage på programmet.

- Det har aldrig stået på Venstres ønskeseddel at bygge en bane til Billund. Det mener vi simpelthen ikke, at der er behov for, siger transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).

Til gengæld fastholder regeringen, at der skal anlægges en ny højhastighedsbane over Vestfyn på 35 kilometer. Her er der afsat 4,9 milliarder.

Det var også en del af den tidligere regerings aftale.

Højhastighedsbanen er blevet vurderet til at kunne forkorte rejsetiden med op til seks minutter.

Regeringen ønsker samtidig at fremrykke anlægsstart på højhastighedsbanen til 2022.

Samlet set afsætter regeringen 46,9 milliarder kroner til vejområdet i sit nye udspil og 39,5 milliarder kroner direkte til kollektiv trafik.

Der er nye projekter for 106 milliarder kroner, men tæller man igangværende projekter med, løber udspillet op i 160,7 milliarder kroner.

Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) viser det samlede CO2-regnskab for udspillet en lille gevinst på cirka 30.000 ton.

/ritzau/