Frivillige foreninger er underlagt bureaukrati, mener Mai Mercado, som vil fjerne "besværlige regler".

København. Børne- og socialminister Mai Mercado (K) vil med nye initiativer gøre det nemmere for frivillige foreninger at yde socialt arbejde.

Det skriver Kristeligt Dagblad torsdag.

- Regeringen har en drøm om, at velfærd og frivillighed i højere grad skal gå hånd i hånd. Målet er, at det skal være nemmere og mere enkelt at være frivillig, siger Mercado til Kristeligt Dagblad.

- Frivillige kan noget andet og ekstra end det offentlige. Derfor skal civilsamfundet have de bedst mulige forudsætninger for at udvikle den frivillighed.

I den forbindelse sender Børne- og Socialministeriet torsdag en rapport i høring. Den indeholder 15 anbefalinger, som en arbejdsgruppe har formuleret.

Med i arbejdsgruppen er Frivilligrådet, hvis formand, Mads Roke Clausen, ser mange gode initiativer, selv om man ikke "er kommet langt nok" på alle områder.

- Vi er glade for, at vi får fjernet noget dobbeltarbejde omkring kontrol, at foreninger nu kommer til at få deres penge til tiden, og at små bevillinger ikke skal omfattes af det store kontrolapparat, siger han til Ritzau.

Til gengæld mener Frivilligrådet, at der skal gives flerårige bevillinger, fordi det giver mindre bureaukrati.

Og derudover foreslår rådet, at der skal være en særlig budgetvejledning for frivillige organisationer, så de ikke reguleres efter reglerne i den offentlige sektor.

- Det her er de første skridt i den rigtige retning. Vi er også glade for, at socialministeren har taget det her initiativ.

- Men der er stadig bureaukratiske udfordringer, og vi er heller ikke kommet i mål i den her omgang, siger Mads Roke Clausen.

/ritzau/