Det skal være forbudt og man skal straffes, hvis man brænder koranen af. Det mener regeringen.
Til gengæld har ingen af de tre regeringspartier gjort sig tanker om hvad straffen skal være, hvis man gør det alligevel.
Socialdemokratiets fungerende politiske ordfører Rasmus Stoklund forklarer, at partiet først skal se Justitsministeriets lovforslag.
»I første omgang afventer vi det arbejde, der er sat i gang i Justitsministeriet. Vi kan derfor ikke på nuværende tidspunkt sige hvilke konsekvenser, der kan komme i spil,« skriver Stoklund i en sms.
Hos Moderaterne henviser fungerende politisk ordfører Henrik Frandsen til udenrigsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ham.
Fredag er Venstres offentlighedsordfører Jan E. Jørgensen blevet interviewet af B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.
Han siger også, at han ikke ved hvad straffen skal være, men kommer dog et svar lidt nærmere.
»Det virker i hvert fald rimeligt, hvis straffen bliver højere i gentagelsestilfælde. Umiddelbart synes jeg bøder er rimeligt,« siger Jan E. Jørgensen.
Han vil ikke forholde sig til bødens størrelse.
Det er til sammenligning ulovligt at brænde andre nationers flag. Strafferammen er bøde og op til to års fængsel.
Hvis det handler om at stille muslimske lande tilfredse, så er strafferammen ikke så afgørende, vurderer en ekspert.
»Min vurdering er, at det afgørende for mange af de lande, som er vrede over koranafbrændinger især er at det er forbudt. Det kommer i anden række hvad straffen er,« siger Jakob Egholm Feldt, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Syddansk Universitet.
»Det afgørende er, at man i de lande kan se at det i Danmark er lovligt, og at vi her accepterer afbrændingerne, hvilket de oplever forhånende. Det er et meget stærkt signal for dem. Hvis vi forbyder det, så vurderer jeg ikke, at det er så afgørende hvad strafferammen er,« forklarer han.