Det, der ikke måtte ske igen, gentog sig.

Den 40-årige Morten Bundgaard, der tidligere havde krænket 13 børn i Beder ved Aarhus, var flyttet til Hedehusene, hvor han fra 2013 begyndte at krænke flere børn. Ingen kendte nemlig til hans fortid, selv om det af hans mentalerklæring fremgik, at han godt kunne finde på at krænke flere børn.

Det er pædofilidømte seksualforbrydere som Morten Bundgaard, regeringen nu lægger op til at stramme grebet om.

Det sker med et nyt udspil, som justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fremlægger onsdag.

»Pædofile har kunnet flytte rundt og derved kunnet begå nye overgreb. Det kan vi ikke leve med,« siger Søren Pape Poulsen til B.T., der selv refererer til netop sagerne fra Beder og Hedehusene som eksempel på, hvorfor der ifølge ham er brug for en opstramning af loven.

Med udspillet vil regeringen give dommerne mulighed for at forbyde den dømte at opholde sig i alle svømmehaller i en kommune, hvis vedkommende har begået et overgreb i én svømmehal.

Som led i tilsynet med dømte skal det også være muligt for politiet at opsøge den dømte uanmeldt i vedkommendes bolig for at kontrollere, at der ikke opholder sig børn under 18 år hos vedkommende. Dermed går regeringen helt til kanten, erkender justitsministeren.

»Det er meget vidtgående, men hvis vi ikke skulle gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte børnene, så ved jeg ikke hvad,« siger han.

Straffene for at begå overgreb bliver ikke ændret med udspillet, da det ifølge regeringen ikke er her, der er behov for at skrue op for strafniveauet.

Kun et af de syv punkter i udspillet handler om andet end straf. Regeringen vil øge behandlingsindsatsen i fængsler over for dem, der nægter at have begået overgreb. Det bemærker en af landets førende eksperter på området, pyskolog Kuno Sørensen fra Red Barnet.

»Hele grundtonen er præget af, at der skal straffes yderligere. Men forskning fra udlandet viser, at støtte og støttende behandling har meget større effekt end udelukkende strafsanktioner,« siger han og fortsætter:

»Det frustrerer den dømte, hvis det udelukkende handler om udstødelse og kontrol, og vi ved også, at jo mere man stresser dem, jo større risiko er der for nye overgreb.«

Det er ifølge Kuno Sørensen en meget lille gruppe af seksualforbryderne, der begår nye overgreb mod børn.

»Det er fint med fokus på dem, for Danmark har ikke været gode til at samle op på dem og hindre, at de begår nye overgreb.«

De dele af udspillet, der kræver lovændringer, vil blive fremsat som lovforslag. Det vil ske i det nye år, mens to af initiativerne kan gennemføres administrativt af politiet og Direktoratet for Kriminalforsorgen.

Uanset hvad kommer det ikke til at berøre manden bag Beder-sagen, Morten Bundgard, foreløbig. Han sidder nemlig i dag i forvaring.