Banker dømt for hvidvask risikerer at blive fyret, som den der står for statens ind- og udbetalinger.

København. Regeringen strammer nu kravene for den bank, der skal styre alle statens daglige ind- og udbetalinger - eksempelvis udbetalinger af løn.

Hvis banken, der vinder kontrakten, efterfølgende dømmes for eksempelvis hvidvask af penge, kan staten trække sig.

Det sker som konsekvens af skandalen i Danske Bank, der har deltaget i hvidvask af milliarder af kroner i deres estiske afdeling. Det skriver DR Nyheder.

Danske Bank vandt ordren i et udbud i 2008 og har altså i de seneste ti år stået for at være statens betalingsformidler med årligt 65 millioner udbetalinger til blandt andet løn til ansatte i staten.

Den aftale udløber 1. april næste år, og hvis Danske Bank igen skal stå for statens betalinger bliver det under nye, strammere betingelser.

- Hvis Danske Bank vinder kontrakten og efterfølgende dømmes for hvidvask, så vil vi fra statens side kunne trække os fra kontrakten, siger innovationsminister Sophie Løhde (V) til DR Nyheder.

Som reglerne er i dag, kan staten ikke juridisk komme ud af en aftale, hvis ansøgeren bliver dømt for hvidvask efter kontrakten er indgået.

Ifølge Sophie Løhde kan den danske stat ikke bare se passivt til, hvis en bank dømmes for eksempelvis hvidvask af penge, og efterfølgende fortsætter sit virke, som om intet var hændt.

- Jeg ser med meget stor alvor på hele sagen om hvidvask og mener, at vi nu bør tage bestik af situationen. Det her er et område, hvor vi måske i staten ikke altid har været gode nok til at stille den slags krav, siger innovationsministeren.

Sophie Løhde vil ikke udtale sig om, hvilke bud der ligger på kontrakten med staten i øjeblikket.

Regeringen har politisk opbakning fra Dansk Folkeparti til at fyre en bank, der dømmes for eksempelvis hvidvask.

Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby (DF) kalder det "rettidig omhu", men han er samtidig opmærksom på, at Danske Bank kan vise sig at være den eneste bank, der er i stand til at håndtere så stor en opgave, som det er at styre statens ind- og udbetalinger.

- En kunde kan blive så stor for en bank, at de ikke har ressourcer og it-systemer, knowhow og ekspertise til at håndtere så mange transaktioner. Der er ganske, ganske få aktører, der kan det, siger han til DR Nyheder.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), i daglig tale Bagmandspolitiet, er i gang med at efterforske, om Danske Bank har brudt hvidvaskloven.

/ritzau/