Regeringspartierne forklarer nu, at det ikke er udelukket, at der i de kommende måneder vedtages boligskattestigninger, som først bliver en realitet i 2016. Venstre afviser helt.

Det er ikke udelukket, at regeringen vedtager skattestigninger for boligejerne, som træder i kraft i næste valgperiode, når der senere på året skal forhandles om en skattereform. Sådan lyder det nu fra regeringspartierne.

Den radikale skatteordfører, Nadeem Farooq, slår fast, at der ikke bliver rørt ved hverken boligskatter eller rentefradrag i denne valgperiode.

- Men om vi i regeringens kommende skattereform beslutter at ændre på boligskatter eller rentefradrag, så det først træder i kraft fra næste valgperiode i 2016, det har vi ikke diskuteret endnu. Det kan gå begge veje, siger Nadeem Farooq.

I SF erklærer politisk ordfører Jesper Petersen sig 'enig' i den udlægning.

- Det er strengt taget korrekt, at der teoretisk set kan ske alt muligt, når vi er ved næste valgperiode. Men jeg kan heller ikke afvise, at der kommer en særskat på citronhalvmåner. Man må væbne sig med tålmodighed, til man ser regeringens skatteudspil, siger Jesper Petersen, som også slå fast, at der ikke træder boligskattestigninger i kraft i denne valgperiode.

S vil ikke ind i diskussionen

Socialdemokraternes gruppeformand, Mogens Jensen, afviser helt at kommentere spørgsmålet om boligskattestigninger fra 2016.

- Jeg kan ikke forholde mig til den diskussion, som ligger nogle måneder fremme om, hvad der sker i den skattereform, forklarer han.

Før valget var de Radikale tilhængere af at hæve boligskatterne, så der blandt andet kunne blive råd til topskattelettelser. S og SF var stærke modstandere af det synspunkt, og i regeringsgrundlaget kunne partierne blot blive enige om en formulering, som betød, at 'regeringen vil holde boligskatterne og rentefradraget i ro i indeværende valgperiode'. Men det betyder altså ikke, at regeringen ikke kan vedtage skattestigninger for boligejerne i de kommende måneder, som først træder i kraft fra 2016, lyder det nu fra regeringspartierne.

I Venstre mener man, at regeringen dermed holder en dør på klem for at vedtage en skattereform med Enhedslisten, som beskatter boligejerne hårdere.

V: Det er ikke vores politik

- Det burde ikke være særlig svært for regeringen at melde ud, at den skattereform, som de har lovet, ikke indeholder stigninger i boligskatten. Det kunne de bare gøre. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de undlader at gøre det, fordi de holder en dør åben for at hæve boligskatterne fra 2016 og frem, siger Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen.

Medvirker I til en skattereform, hvor boligskatterne stiger fra 2016?

- Nej, det er ikke vores politik. Vi har stået vagt om boligejernes økonomi siden 2001, og det gør vi fortsat, understreger Torsten Schack Pedersen.

Regeringen har i regeringsgrundlaget forpligtet sig til at vedtage en skattereform, så arbejdsudbuddet øges med cirka 7.000 personer frem mod 2020. Det vil betyde, at de offentlige finanser bliver varigt styrket med tre mia. kroner gennem øget beskæftigelse.