Får blå blok magten igen, skal der flyttes penge fra beskæftigelse og integration til sundhedsvæsnet.

Der bliver ikke rørt ved det økonomiske råderum.

Sådan lyder beskeden fra finansminister Kristian Jensen (V), da han skal forklare, hvor pengene skal komme fra til fremtidens sundhedsvæsen, hvis det står til regeringen og DF.

- Uden at tage hul på det råderum, der er frem til 2025, løfter vi med ni milliarder kroner i alt, siger Kristian Jensen.

To milliarder ud af de ni har regeringen allerede afsat på finansloven. Dertil kommer penge, der allerede var tiltænkt offentlige investeringer.

Af nye midler er der primært tale om to finansieringskilder:

Ifølge regeringen kan man spare 350 millioner om året ved at nedlægge de folkevalgte regionsråd. Det giver 1,5 milliarder kroner frem til 2025. Penge, der ellers skulle gå til partistøtte, afholdelse af regionsrådsvalg og vederlag.

Derudover vil regeringen og Dansk Folkeparti spare 250 millioner kroner årligt på beskæftigelses- og integrationsindsatsen. Det giver 1,5 milliarder frem til 2025.

- Der er blevet en lang række initiativer omkring EU's ydre grænser og i Nordafrika, der gør, at vi er trygge ved, at vi fastholder et lavt asylansøgerantal fremadrettet, siger Kristian Jensen.

- Derfor tør vi godt tage nogle af de midler, der i dag bruges på beskæftigelses- og integrationsindsatsen. Også fordi vi kan se, at det er lykkedes os at få langt flere flygtninge og familiesammenførte i beskæftigelse.

- Derfor er vi trygge ved, at vi godt kan lave en budgetforbedring (besparelse, red.) på det område, siger Kristian Jensen.