Dansk Folkeparti og regeringen er enige om at investere 112 milliarder kroner i veje og tog frem til 2030.

Regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede onsdag en aftale om investeringer i infrastrukturen.

Aftalen rummer investeringer for 112,7 milliarder kroner i perioden fra 2021 til 2030.

Her kan du læse om hovedpunkterne i aftalen.

Ny infrastruktur.

* Tredje forbindelse over Limfjorden: 6,6 milliarder kroner. Første fase igangsættes i 2024.

* Sydlig Ring 5 vest for København: 6,5 milliarder kroner. Anden fase igangsættes 2025-2030.

* Ny midtjysk motorvej mellem Haderslev og Give: 5,8-7,5 milliarder kroner. Første fase igangsættes 2023. Det endelige beløb afhænger af den valgte linjeføring.

* Ny togbane over Vestfyn: 4,8 milliarder kroner. Første fase igangsættes 2024.

* Frederikssundmotorvejens tredje etape: 3,4 milliarder kroner. Første fase igangsættes i 2022.

* Kalundborgmotorvejens tredje etape: 1,8 milliarder kroner. Første fase igangsættes i 2023.

* Anlæg af motorvej fra Næstved til Rønnede (Rute 54): 1,5 milliarder kroner. Første fase igangsættes 2024.

* Ny togbane mellem Vejle og Billund. Der prioriteres 926 millioner kroner. Projektet igangsættes i 2023.

Derudover rummer planen udbygning af eksisterende infrastruktur. Det gælder blandt andet:

* Udvidelse af motorvej E45 mellem Aarhus S og Aarhus N fra fire til seks spor.

* Udvidelse af motorvej E45 mellem Vejle (Hornstrup) og Skanderborg S fra fire til seks spor.

* Udvidelse af motorvej E20/E45 Kolding V-motorvejskryds (MVK) Kolding.

* Udvidelse af motorvej E20 syd om Odense. Motorvejen udvides fra afkørsel 53, Odense V, til og med ny afkørsel 50 Hjallese fra fire til seks spor.

* Øget kapacitet på Motorring 3 ved København.

* Udvidelse af Hillerødmotorvejen, M3 til Ring 4 (begge retninger).

* Udvidelse af Ring 4 (nordlig del).

* Opgradering til motorvej af Hillerødmotorvejens forlængelse.

* Opgradering af to motortrafikvejsstrækninger til motorvej omkring Herning.

Kilde: "Aftale om et sammenhængende Danmark", Regeringen.dk.

/ritzau/