Udlændinge skal have et "anerkendelsesværdigt formål" for at krydse grænsen til Danmark.

Lørdag klokken 12.00 lukker de danske grænser midlertidigt, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

Det betyder, at der bliver indført grænsekontrol. Det gælder til og med efter påske, som er den 13. april.

Det er for at dæmme op for spredningen af coronavirus.

- Alle turister og udlændinge, der ikke kan bevise, at de har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, får ikke lov til at komme ind i Danmark. Danskere vil altid få lov til at komme ind i Danmark, siger hun.

- Den fulde grænsekontrol vil først være oppe at køre om nogle dage.

Danske statsborgere kan fortsat krydse grænsen, ligesom der også kan komme fødevarer og medicin over grænsen.

/ritzau/