For at kunne løse de visumproblemer, som danske regler har skabt blandt Schengenlandene og som gør, at 27 lande ikke kan få dansk visum, skal der lovændringer til. Sådan lyder det fra justitsministeren.

Der skal ske ændringer i udlændingeloven, så Danmarks visumaftaler med andre lande kan genoptages. Udmeldingen kommer ifølge Politiken fra Justitsministeriet efter avisens dækning af konsekvenserne af, at repræsentationsaftalerne med Finland, Tyskland og Frankrig er stillet i bero. Det har nemlig betydet problemer for såvel erhvervslivet og udviklingsprojekter som private danske familier og det danske forhold til Schengensamarbejdet,

I dag er regler sådan, at andre Schengenlande kan vurdere, hvem der må få visum til Danmark og udstede det, men vælger landene at afvise en ansøger, skal nej’et først omkring Udlændingeservice på Østerbro i København. Den proces, mener Danmarks samarbejdspartnere, er for besværlig. Det har gjort, at Frankrig har opsagt samarbejdet, mens Holland går i lignende overvejelser.

Til trods for at justitsminister Morten Bødskov (S) tidligere har undladt at svare på, om en lovændring var nødvendig, har Politiken nu fået et udtalelse fra ham.

- I relation til andre Schengenlandes ønske om at blive tildelt afslagskompetence, arbejdes der ligeledes på at finde en løsning. Justitsministeriet forbereder en lovændring, der skal give mulighed herfor.

Oven på den seneste uges skriverier har Enhedslisten bedt justitsministeren om en redegørelse for, hvad der kan gøres for at løse visumproblemerne, og hvorfor afslagene skal forbi skrivebordet hos Udlændingeservice.

- Det virker temmelig tosset at påstå, at man af sikkerhedshensyn skal behandle afslagssager, men at man ikke skal behandle ansøgningssager. Det skaber kæmpe problemer, at folk ikke kan søge om visum fra 27 lande, og det haster med at finde en løsning. Regeringen har sagt, at den vil åbne Danmark, siger Johanne Schmidt-Nielsen (EL) til Politiken.