Ifølge regeringen kan Banedanmark spare 50 millioner kroner i 2017 stigende til 125 millioner fra 2020.

København. Regeringen lægger i sit forslag for finansloven for 2017 op til en slankekur for Banedanmark.

Under overskriften "Fokuseret brug af offentlige midler" peger regeringen blandt andet på, at der er plads til millionbesparelser i Banedanmark, der blandt andet står for drift og vedligeholdelse af de danske jernbaner.

- Det forventes, at der kan spares 50 millioner kroner i 2017 stigende til 125 millioner kroner fra 2020 og frem på drift og vedligeholdelse på de statslige jernbaner og Banedanmarks opgaveløsning på området, lyder det i finanslovforslaget.

Mens der skal spares på drift af togbanen, så lægger regeringen op til blandt andet en udvidelse af motorvejen E45 mellem Aarhus S og Skanderborg under overskriften "En bedre infrastruktur".

Udvidelsen vil koste cirka 525 millioner kroner i 2017-2020.

Derudover vil regeringen blandt andet afsætte i alt 14 millioner kroner i 2017-2019 til "etablering af vestvendte ramper ved Esbjergmotorvejens tilslutningsanlæg 67 ved Vejen Øst".

Ud over Banedanmark kan også Erhvervsstyrelsen drives mere effektivt, så der kan frigøres 15 millioner kroner i 2017-2018 og 20 millioner kroner fra 2019 og frem, lyder det i forslaget, som regeringen i de kommende uger skal forhandle på plads.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) præsenterer tirsdag regeringens finanslovsforslag.

De mange forslag i regeringens bud på en finanslov danner rammen om politiske forhandlinger i de kommende uger.

/ritzau/