En afgift, der vil gøre det dyrere for danskerne at købe klimabelastende varer, kan være på vej.

I hvert fald åbner skatteminister Jeppe Bruus (S) nu over for DR op for, at der indføres en ny afgift.

»Vi er gang med at kigge på, hvordan man laver en afgift på blandt andet produktionen af oksekød,« siger skatteminister Jeppe Bruus således til DR.

En af mulighederne er i den forbindelse en forbrugsafgift, tilføjer han.

Dermed skifter regeringen kurs i forhold til tidligere udmeldinger, for statsminister Mette Frederiksen (S) har tidligere udtrykt skepsis omkring muligheden for at lægge ekstra afgifter på 'almindelige fødevarer'.

Det sker umiddelbart i forlængelse af offentliggørelsen af en ny rapport fra den grønne tænketank Concito, som fastslår, at den gennemsnitlige danskeres klimaaftryk er dobbelt så dybt som resten af verden.

Rapporten slår desuden fast, at danskernes forbrug af oksekød står for mere end halvdelen af klimaaftrykket fra madvarer, hvorfor man kan opnå en gevinst, hvis danskerne i højere grad spiste kød fra andre dyr.

Men selv om beslutningen altså endnu ikke er truffet, mener B.T.s forbrugerredaktør Niels Philip Kjeldsen, at danskerne lige så godt kan forberede sig på, at oksekød kommer til at stige i pris.

Det har han skrevet om i denne klumme.

I gennemsnit spiser en dansker cirka et kilo kød om ugen.