Både torsdag og de kommende dage inviterer regeringen Folketingets øvrige partier til såkaldte sættemøder.

Det sker forud for forhandlingerne om fødevarepriser.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som Finansministeriet har udsendt torsdag formiddag.

Mødet torsdag går i gang klokken 13.15.

Tidsplanen for de resterende sættemøder sendes ud senere, oplyses det.

Den seneste tid har debatten om fødevarepriserne herhjemme fyldt rigtig meget.

Blandt andet har regeringen været under kraftig beskydning i Folketinget for ikke at reagere på, at befolkningen får færre varer med hjem fra supermarkedet for samme antal kroner.

I sin nytårstale erkendte statsminister Mette Frederiksen, at der ikke er handlet tilstrækkeligt på problemet.

»Vi har ikke gjort nok i forhold til de høje fødevarepriser,« sagde hun ifølge Ritzau i talen, hvor hun også koblede det til udfordringer med stigende ulighed.

Samtidig fortalte hun også, at regeringen vil sænke momsen på fødevarer, eksempelvis på frugt og grønt.