Der indføres grænsekontrol mod Sverige, og kontrollen mod Tyskland forlænges, oplyser justitsministeren.

Den midlertidige grænsekontrol ved den svenske grænse bliver iværksat 12. november og foreløbig seks måneder frem.

Ud over at indføre midlertidig grænsekontrol mod Sverige har regeringen samtidig besluttet at forlænge den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland i seks måneder fra den 12. november.

Det fortæller justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde torsdag på Politigården i København, hvor han præsenterer regeringens sikkerhedspakke, som er en række initiativer, der skal styrke trygheden i det offentlige rum.

- Vi har alene siden februar i år haft 13 sprængninger i hovedstadsområdet. Sprængninger, som har bragt helt almindelige menneskers liv i fare.

- Regeringen ser på situationen med stor alvor. Vi vil ikke finde os i, at kriminelle bander placerer bomber eller skyder på gaden, siger Nick Hækkerup.

Han fortæller, at regeringen sammen med relevante myndigheder har undersøgt, hvilke initiativer der er nødvendige for at skabe mere tryghed.

Ved grænsen til Sverige bliver der tale om periodisk kontrol, hvilket vil sige, at der vil være kontrol ved færger, i tog og ved Øresundsbroen et par gange om ugen.

Kontrollen vil være rettet mod den organiserede kriminalitet, og direktør ved Københavns Politi, Anne Tønnes, forsikrer om, at politiet vil forsøge at udføre grænsekontrollen, så den generer almindelige borger mindst muligt.

- Vi prøver at tilrette kontrollerne sådan, at de bliver intelligente, så de bliver efterretningsbaserede, og så vi kan bruge det i vores efterforskning, og så vi generer den almindelige borger, som færdes mellem Danmark og Sverige, siger hun.

Regeringen bebudede allerede i august kort efter bombeangrebet mod Skattestyrelsen i København, at grænsen til mod Sverige skulle sikres bedre.

To svenske mænd er sigtet for eksplosionen, hvor af den ene - en 22-årig - ikke er tidligere straffet, og derfor ville han formentligt ikke være blevet stoppet af en grænsekontrol.

- Man skal altid passe på med at lave den der kontrafaktiske antagelse med, hvad man tror, der kunne være sket. Den nye grænsekontrol og det nye center i forbindelse med grænsekontrol vil være bedre til at forebygge, at noget lignende gentager sig, siger han.

Hele regeringens sikkerhedsudspil indeholder 16 initiativer. Blandt andet vil regeringen give politiet mulighed for at få adgang til mere tv-overvågning.

Regeringen vil også opsætte 300 såkaldte "tryghedskameraer", som bliver politiets egne kameraer.

/ritzau/