Det går historisk dårligt for folkeskolerne i Danmark. 

Det har den seneste internationale Pisa-undersøgelse, der blev udgivet i starten af september, vist.

Her stod det klart, at niveauet hos danske børn er historisk dårligt, og nu agter regeringen at tage de første skridt mod en ændring af folkeskolens fremtid.

Regeringen indkalder nemlig til et stormøde om folkeskolens fremtid. Det oplyser Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

»Folkeskolen er noget af det vigtigste, vi har. Men vi har også udfordringer med blandt andet for meget uro, skolefravær og det faglige niveau. Dem skal vi finde løsninger på sammen med dem, der kender skolen bedst,« siger undervisningsminister Magnus Heunicke (S). 

I pressemeddelelsen lyder det fra Undervisningsministeriet, at Danmark på mange måder har en god skole, men at der er udfordringer, som man bliver nødt til at finde svar på. 

'At alt for mange elever forlader skolen uden at kunne læse, skrive og regne. At der er for meget uro i klasseværelset. At det danske børneliv er blevet alt for digitaliseret. Til trods for alle gode intentioner understreger de seneste Pisa-resultater fra 2025, at udfordringerne desværre er blevet større,' står der i pressemeddelelsen.

Stormødet finder sted mandag den 23. november i Messe C i Fredericia, hvor ministrene Mette Frederiksen (S), Pia Olsen Dyhr (SF), Lars Løkke Rasmussen (M), Martin Lidegaard (R) og Magnus Heunicke (S) vil være til stede.

På mødet skal der drøftes erfaringer og udfordringer og kommes med bud på, hvordan folkeskolen kan blive bedre.

Der fremlægges i pressemeddelelsen fra Undervisningsministeriet ingen konkrete politiske planer for, hvad man vil gøre for at forbedre den danske folkeskole.