Skatteborgernes regning for det gigantiske corona-sikkerhedsnet, som regeringen og Folketinget har spændt ud under danske virksomheder i 2020, bliver væsentlig mindre, end regeringen hidtil har meldt ud.
I stedet for at løbe op i svimlende 94,4 milliarder kroner, som tidligere udmeldt, forventer regeringen nu, at regningen ender på omkring 32,5 milliarder kroner.
De danske skatteydere kan altså glæde sig over, at regningen for at holde hånden under de danske virksomheder frem til nu er blevet hele 62 milliarder kroner mindre end først antaget.
Det viser et forhandlingsnotat, som regeringen ifølge Børsen har udleveret til Folketingets partier.
I notatet medregnes alle hjælpepakker, der er vedtaget frem til midten af oktober.
»Der er grund til at glæde sig over, at regningen ikke er blevet større, og vi skal glæde os over, at vi ikke havnede i det økonomiske morads, man kunne havde frygtet,« siger tidligere overvismand Michael Svarer, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet.
Den kraftige nedjustering af omkostningerne til hjælpepakkerne betyder, at staten skal låne langt færre penge end først antaget. Kommende generationer slipper dermed for at skulle afdrage på en meget stor regning, forklarer Michael Svarer.
Der er ifølge økonomiprofessoren flere årsager til, at regeringen på glædelig vis har ramt helt uden for skiven i sit første skøn:
For det første blev hjælpepakkerne designet, da det virkelig brændte på i foråret, hvor store virksomheder som Bestseller meldte ud, at der var penge til at fortsætte nogle få måneder.
»Frygten for, at det kunne gå helt galt, gjorde, at man satte barren på hjælpepakkerne meget højt,« siger Michael Svarer.
For det andet – og det er mere spekulativt, understreger Michael Svarer – havde regeringen og Folketinget behov for at sende et signal til de danske virksomheder om, at statens lommer i princippet var bundløse, og at staten ville gøre næsten alt for at holde hånden under dem, hvis de til gengæld undlod at massefyre medarbejdere.
Endelig viste det sig i praksis, at der var langt færre virksomheder end ventet, der rent faktisk ansøgte om kompensation for faste omkostninger.
Her regnede regeringen oprindeligt med, at alene denne hjælpepakke ville koste 65,3 milliarder kroner, men nu er skønnet, at regningen lander på noget mere beskedne 10,8 milliarder kroner.
Det skyldes først og fremmest, at mange virksomheder ikke har haft behov for at søge om kompensation, men også at mange virksomheder har fravalgt at søge, fordi udgifterne til at få en revisorerklæring på opgørelsen i mange tilfælde var dyrere end kompensationen.
En stor del af statens låne-krudt er ifølge Michael Svarer blevet holdt tørt, og det kan nu bruges til eventuelle nye hjælpepakker og ikke mindst til at samle regningen for masseaflivningen af alle Danmarks mink op. En regning, der ventes at lande på over 10 milliarder kroner, når landets minkavlere engang har fået udbetalt erstatning for deres nedlagte erhverv.
Selv om over 1.000 minkavleres livsværk er lagt i graven, skal man set med en økonomiprofessors øjne ikke nødvendigvis begræde tabet.
»Det er en branche, som har klaret sig rigtig dårligt de senere år. Og man må forvente, at minkavlerne nu kommer over i noget beskæftigelse med højere produktivitet, så det faktisk giver en gevinst for samfundet,« siger Michael Svarer.
Hvis der kommer en virksom vaccine inden for de nærmeste måneder, og Danmark kommer gennem vinteren uden store nedlukninger, vil beskæftigelsen ifølge Michael Svarer kunne komme op på før-kriseniveau inden for det næste års tid.
Corona-krisen kan på sigt endog vise sig at have været en katalysator for øget vækst og produktivitet, forklarer Michael Svarer.
»Man kalder det kreativ destruktion: En krise ødelægger noget eksisterende, og det, der vokser frem under og efter krisen, er endnu mere nyt, moderne og produktivt.«
