Statsminister

Helle Thorning-Schmidt (S) står i spidsen for sin anden regering, der nu kun består af Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre efter SFs beslutning om at opgive ministerposterne på grund af intern splid om salget af DONG-aktier til Goldman Sachs.

Økonomi- og indenrigsminister

Den radikale partileder, Margrethe Vestager (R), fortsætter på den magtfulde post som økonomi- og indenrigsminister.

Finansminister

Bjarne Corydon (S) har hidtil været betragtet som regeringens stærke mand, men sagen om salg af DONG-aktier, der tvang SF ud af regeringen, har givet ham alvorlige ridser i lakken.

Udenrigsminister (ny)

Den hidtidige klima- og energiminister, Martin Lidegaard (R), er ny mand på den prestigefyldte post som udenrigsminister, hvor han efterfølger Holger K. Nielsen (SF). Lidegaard betegnes som en kompetent minister, der dog er skæmmet af solcelle-sagen, som indbragte ham en næse.

Skatteminister (ny)

Morten Østergaard (R), der betegnes som kronprinsen i Det Radikale Venstre, forfremmes fra uddannelsesminister til skatteminister. Han overtager posten efter SFs Jonas Dahl (SF) og får samtidig en plads i det nu kun fire mand store magtfulde Økonomiudvalg.

Beskæftigelsesminister

Mette Frederiksen (S) har markeret sig som en af regeringens mest populære ministre, selv om hun har fået stærk kritik fra venstrefløjen for de beskæftigelsesreformer, som regeringen har gennemført.

Justitsminister

Karen Hækkerup (S) blev forfremmet fra fødevareminister til justitsminister ved rokaden i december og beholder sin post.

Uddannelses- og forskningsminister (ny)

De Radikales hidtidige gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen (R), får sin første ministerpost, som hun overtager efter partifællen Morten Østergaard.

Kultur- og kirkeminister

Marianne Jelved (R), tidligere radikal partileder, fortsætter som kulturminister, men får nu også ansvar for Kirkeministeriet. Et område, hun overtager efter partifællen Manu Sareen (R).

Minister for by, bolig og landdistrikter og minister for nordisk samarbejde

Landdistriktsminister Carsten Hansen (S) får et nyt ansvarsområde i sin portefølje, nemlig det nordiske samarbejde, som hidtil har hørt under kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen.

Undervisningsminister

Christine Antorini (S) har været undervisningsminister siden regeringsskiftet i 2011 og fortsætter på posten i den nye SR-regering.

Minister for sundhed og forebyggelse (ny)

Regeringsrokaden i august 2013 betød en degradering for Nick Hækkerup (S), der gik fra forsvarsminister til handels- og europaminister. Denne rokade byder imidlertid på en markant forfremmelse til posten som sundhedsminister, som han overtager efter Astrid Krag, der netop har skiftet SF ud med Socialdemokraterne.

Forsvarsminister

Nicolai Wammen (S) overtog Forsvarsministeriet fra partifællen Nick Hækkerup (S) ved regeringsrokaden i august sidste år. Han beholder posten ved denne rokade.

Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (ny)

Som kirkeminister gjorde Manu Sareen (R) sig upopulær på folkekirkens højrefløj, da han stod i spidsen for indførelsen af homovielser. Han siger nu farvel til Kirkeministeriet og får i stedet ansvar for børn, integration og socialområdet. Han overtager ressortområderne fra den afgående SF-formand Annette Vilhelmsen (SF).

Erhvervs- og vækstminister

Henrik Sass Larsen (S) er for alvor kommet ind i varmen, efter han i 2011 blev forvist til bagerste række i Folketinget på grund af den manglende sikkerhedsgodkendelse fra PET. Den tidligere socialdemokratiske kronprins forsætter som erhvervs- og vækstminister.

Klima-, energi- og bygningsminister (ny)

Rasmus Helveg Petersen (R) stopper som udviklingsminister, og hans hidtidige ansvarsområde lægges ind under handelsministeren. I stedet stryger han til tops i Klimaministeriet som afløser for partifællen Martin Lidegaard.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri

Den forhenværende europaparlamentariker Dan Jørgensen (S) kom ind fra sidelinjen, da han i december sidste år blev fødevareminister. Han fortsætter på posten.

Handels- og udviklingsminister (ny)

Socialdemokraternes markante kulturordfører og tidligere gruppeformand, Mogens Jensen (S), overtager Handelsministeriet og får desuden ansvar for udviklingsområdet, som hidtil har ligget i Udenrigsministeriet.

Transportminister (ny)

Som politisk ordfører for Socialdemokraterne har Magnus Heunicke (S) loyalt forsvaret regeringens politik mod angreb fra både højre og venstre. Han bliver nu belønnet med posten som transportminister efter meget overraskende at være blevet forbigået ved den seneste rokade.

Miljøminister (ny)

Den nye regerings ubeskrevne blad er den nye miljøminister, Kirsten Brosbøl (S). Den 36-årige østjyde, der har siddet i Folketinget siden 2005, har hidtil været Socialdemokraternes forskningsordfører. Hun overtager pladsen i Miljøministeriet efter Ida Auken, der i forbindelse med SFs regeringsexit meddelte sit skifte fra SF til de Radikale.