Små og mellemstore virksomheder får økonomisk hjælp til at forberede sig på Storbritanniens exit fra EU.

Små og mellemstore danske virksomheder skal hjælpes i den svære situation, der kan opstå, hvis Storbritannien ender med at forlade EU uden en aftale, det såkaldte no deal brexit.

Det siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) ved et pressemøde på Frederiksberg.

Her præsenterer han en handlingsplan, der blandt andet indeholder initiativer for knap 50 millioner kroner.

- Brexit kommer til at vende op og ned på hverdagen for rigtigt mange danske virksomheder, uanset om man eksporterer varer til Storbritannien, benytter sig af britiske underleverandører eller måske har data eller medarbejdere derovre.

- Særligt for små virksomheder, der ikke har råd til at dedikere en medarbejder til at sætte sig ind i situationen og forberede virksomheden på brexit, kan det være en stor og uoverskuelig udfordring, som i sidste ende går ud over os alle sammen.

- Derfor ser vi det i regeringen som en fælles opgave at sikre, at konsekvenserne bliver reduceret så meget som muligt for virksomhederne, så en skidt situation ikke bliver værre, siger Simon Kollerup i en pressemeddelelse.

Handlingsplanen skal hjælpe med at give information og vejledning til virksomhederne.

Virksomhederne kan fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse desuden få støtte til at omstille sig, for eksempel med rådgivning om eksportmuligheder på det britiske marked.

Regeringen afsætter i alt 49 millioner kroner til formålet med at hjælpe de små og mellemstore danske virksomheder.

Storbritannien besluttede i juni 2016 ved en folkeafstemning at forlade EU.

Det sker efter planen med udgangen af oktober, men i EU-regi arbejdes der fortsat på, at Storbritannien kan forlade EU med en aftale, der skal gøre overgangen blidere for alle parter.

/ritzau/