Venstre vil ikke spille ud med noget, der ikke indeholder regeringens ambition om at lette topskatten.

Når regeringspartiet Venstre spiller ud med sit 2025-oplæg, vil man fastholde ambitionen om en lettelse af topskatten, som regeringen skrev ind i sit regeringsgrundlag.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til partiets sommergruppemøde i Faaborg.

»I regeringsgrundlaget har vi det som ambition at lette topskatten. Og jeg spiller ikke ud med noget, som ikke indeholder vores ambitioner,« siger han.

Liberal Alliances formand Anders Samuelsen har truet med at vælte regeringen, hvis han ikke får opfyldt sit ønske om lettelser på topskatten på minimum fem procentpoint.

»Det er ikke nogen nyhed. Jeg har set Anders Samuelsens stålsatte øjne på tv-skærme i månedsvis. Og der har ikke været talt for døve øre,« siger statsministeren.

Han understreger dog, at Venstre ikke gik til valg på at give topskattelettelser, selv om det senere blev skrevet ind i regeringsgrundlaget.

»Vi gik til valg på at lette skatten for folk med de laveste indkomster. Men vi gjorde topskattelettelserne til en ambition, og det er fortsat vores ambition,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne går også til efterårets forhandlinger med et ønske om lettelser af skatten for folk med de laveste indkomster.