Opdateret: Regeringen fik ikke flertal i epidemiudvalg til, at give borgere i Odense-bydel pligt til at lade sig teste. Læs mere her på B.T.

Smitteudbruddet i Odense-bydelen Vollsmose skal slås tilbage med voldsomme midler.

Regeringen vil derfor indføre tvangstestning af borgerne i det berygtede ghettoområde, hvor coronasmitten i flere uger har været på himmelflugt, erfarer B.T. fra flere uafhængige kilder

Samtidig vil regeringen sætte forsamlingsforbuddet helt ned til to personer i Vollsmose, ligesom der skal være udvidede krav til brug af mundbind i det offentlige rum.

Hvis ikke borgerne i bydelen følger de udvidede krav om mundbind, får politiet beføjelser til at udskrive en bøde med det samme, erfarer B.T.

For at få mandat til de skærpede tiltag, som er blandt de mest vidtgående midler i epidemiloven, har regeringen indkaldt epidemiudvalget, som består af repræsentanter fra Folketingets partier.

De sidder mandag eftermiddag og drøfter indgrebene i Vollsmose.

Helt konkret skal borgerne i Vollsmose være forpligtede til at lade sig teste. Og vil de ikke det, så skal de tvinges med magt.

Alle, der testes positiv for corona, bliver efterfølgende pålagt at selvisolere sig. Det, som holdes kaldes tvangsisolering.

Ifølge B.T.s oplysninger skal tvangstestningen tages i brug med det samme, men er midlertidig. Det er dog uvist, hvornår indgrebet har udløb.

På den borgerlige fløj har både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige efterlyst hårde metoder til at slå smitten i Vollsmose ned. Det er især blandt gruppen af ikkevestlige indvandrere, at coronaen har fået fat.

Ifølge B.T.s kilder er det den omdiskuterede § 28 i epidemiloven, som regeringen vil tage i brug. Det var ellers en paragraf, som blev kritiseret hårdt af oppositionen, fordi den giver sundhedsministeren store magtbeføjelser.

Beføjelserne inkluderer blandt andet at frihedsberøve og tvangsteste borgere, hvis der er grund til at tro, at de kunne være smittede.

Det kræver dog et flertal i epidemiudvalget, før regeringen og sundhedsministeren kan tage tvangstest i brug.