Trods kriminalitet i Malmø vil regeringen ikke på nuværende tidspunkt indføre øget grænsekontrol mod Sverige.

København. - Vi ser ikke, at det er en mulighed på nuværende tidspunkt.

Sådan lyder det fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om muligheden for, at Danmark øger kontrollen ved grænsen til Sverige.

Pape var onsdag kaldt i samråd af Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, om de seneste måneder drab, skudepisoder og angreb i Malmø.

Og ikke mindst om risikoen for, at den organiserede kriminalitet i Malmø breder sig til Danmark.

Rigspolitiet vurderer dog, at det ikke er sket på nuværende tidspunkt. Og en øget grænsekontrol vil ikke nødvendigvis stoppe kriminelle, siger Søren Pape Poulsen:

- Man skal huske, at disse mennesker også kan være svenske statsborgere, og så kan de jo tage forbindelsen over broen til Danmark. Vi kan jo ikke nødvendigvis se, om de er bandemedlemmer.

- De skal også have begået kriminalitet, så jeg har lidt svært ved at se, hvad vi skal med øget grænsekontrol. Men vi skal være opmærksomme, og det kan jeg love for, at vi er, siger Søren Pape Poulsen.

Et af problemerne i Malmø har været skydevåben, som angiveligt transporteres ind i landet og bliver brugt til skuddrab. Men det vil en dansk grænsekontrol ikke stoppe, siger Pape:

- Svensk politi vurderer, at det ikke er via broen, at det sker. De siger, at det kan være via færgerne i Sydsverige. Det ser de, som det største problem, og så skal vi ikke gøre det til vores problem, siger Søren Pape Poulsen.

Både Danmark og Sverige har indført midlertidig grænsekontrol.

Den 4. januar sidste år indførte den svenske regering id-kontrol inden indrejse til Sverige fra Danmark. Samme dag indførte Danmark kontrol ved grænsen til Tyskland.

Grænsekontrollen betyder, at personer, der ikke har ret til at opholde sig i Danmark, kan afvises ved indrejsen. Beder man om asyl i Danmark, får man dog fortsat adgang.

/ritzau/