Regeringen vil nu have en endelige og langsigtet plan for, hvordan og hvornår dele af samfundet skal åbne op frem mod sommer.

Derfor indkaldes partierne fredag til forhandlinger, som skal være afsluttet inden 23. marts.

Forhandlingerne vil også komme til at handle om vacciner samt brugen af coronapas for at få adgang til eksempelvis begivenheder eller udlandsrejser.

- Det handler om, hvordan vi sikrer os, at Danmark står bedst forberedt, når vi kommer ind i efteråret, hvor vi endnu ikke kender konturerne, når det handler om covid-19, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et kort pressemøde.

Det skal ende med en samlet plan samt give en bedre fornemmelse for, hvilken rækkefølge dele af landet skal åbne.

/ritzau/