Støttepartier afviser at stemme for regerings pitstop for klima, som er under Klimarådets forslag.

Regeringen fastholder torsdag et delmål for udledning, som er under støttepartiers smertegrænse. Det får de tre støttepartier til at stå sammen ved at afvise at stemme for regeringens forslag.

Det er et af de mest betændte områder på Christiansborg, som regeringen har indkaldt til forhandlinger om fredag med et fastholdt delmål på 46-50 procent.

Det kritiserer støttepartierne.

- Jeg tror og håber, at regeringen tænker sig om. For forudsætningen for, at denne regering sidder, er, at vi er tre partier, der bakker den op, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Støttepartierne kræver et delmål på 50-54 procents reduktion af drivhusgasserne i 2025. Det er et pitstop på vejen mod målet i 2030, som er på 70 procent mindre udledning.

Ifølge SF må regeringen vælge, om "den vil have sine grønne støttepartier med sig eller imod sig".

Det uafhængige organ Klimarådet, der skal rådgive politikerne, har foreslået, at delmålet skal ligge mellem 50 og 54 procent i forhold til udledningerne i 1990.

For nylig viste en fremskrivning fra Energistyrelsen, at hvis der ikke laves mere politik, vil den foreløbige indsats betyde en reduktion på 55 procent i 2030.

Derfor mener partierne, at regeringens ambitionsniveau er for lavt.

- Det kan vi ikke acceptere, det kan jeg sige helt banalt. Vi har lige fået en ny fremskrivning, der nærmest leverer det. Jeg synes, regeringen skal tænke sig rigtig grundigt om nu.

- Jeg er egentlig lidt rystet over regeringen. Vi er i maj, vi skulle have gjort det for længe siden, siger partileder Sofie Carsten Nielsen (R).

Enhedslisten stemmer i og kalder det en "fornærmelse".

- Det er fuldstændig uacceptabelt. Regeringen skal huske, at den sidder på et grønt mandat, og det betyder, at der skal være handling.

- Det er for tidligt at sige, hvad det kan få af konsekvenser for regeringen, men vi går ind i forhandlingslokalet med meget store ord. Det er ret ubegribeligt, det de kommer med, siger politisk ordfører Mai Villadsen (EL).

/ritzau/