Da Politiken på sin hjemmeside fredag den 28. november kl. 21.26 kunne fortælle, at Venstres næstformand, den 43-årige Kristian Jensen, havde spillet et dobbeltspil op til det såkaldte 3. juni-møde, hvor V-formand Lars Løkke Rasmussen endte med at beholde sin formandspost, var det Løkke selv eller hans nærmeste rådgiver, der havde fodret avisen med den oplysning.

Det skriver Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, søndag i avisen:

»Lars Løkke sagde selvfølgelig beredvilligt ja til at medvirke, og da den fysiske bog var en realitet, lod han den tilflyde journalister fra et andet medie (Politiken) end BT, som udgiver bogen i samarbejde med People's Press. Resultatet blev, at dækningen startede et døgn eller to før forventet, med det resultat at bogens mindre gode nyheder kunne ‘overstås', inden en ny (medie) uge startede den mandag, bogen officielt udkom,« skriver han.

Læs også:

Lars Løkke Rasmussen - der selv medvirker i bogen LLR - og hans nærmeste rådgiver, Christian Hüttemeier, modtog en elektronisk udgave af bogen torsdag den 27. november, fordi Lars Løkke Rasmussen skulle debattere den i DRs 21 Søndag tre dage efter. Men aftalen var, at bogen, skrevet af BT-journalisterne Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog, ikke måtte videregives.

Løkke-lejren valgte dog - hvis man skal tro Politikens egen litteraturredaktør - at lække bogen til avisen og fik, ifølge redaktøren, plantet en historie, som for V-formanden var ufarlig og som samtidig fik sat en Løkke-venlig dagsorden, da den første historie handlede om næstformandens dobbeltspil.

Læs også:

Jes Stein Pedersen, hvor ved du fra, at det var Løkke-lejren, der lækkede bogen?
»Det ved jeg, fordi jeg har fået det at vide af en, der ved rigtig meget om, hvordan den bog havnede inde hos os.«

Så du fastholder, at det var Løkke-lejren, der lækkede bogen til Politiken?
»Ja, det er mit klare indtryk. Men jeg har ikke lyst til at sige mere om det. Men det er sådan, det er.«

Hvorfor skriver du det i avisen?
»Jeg har ikke noget imod, at skrive ting i avisen som tydeliggør, hvordan de her mekanismer nogle gange er i forbindelse med foromtale af en bog eller den måde, medierne konkurrerer om at komme først, eller den måde man fra politisk side kan lægge en bog død. De ting, der kan køre i et mediespil, synes jeg har offentlighedens interesse.«

Læs også:

Men omvendt kan det være kompromitterende for dine kolleger på Politiken, at du går ud med oplysninger om, hvor de har deres materiale fra. Hvad tænker du om det?
»Jeg tænker ikke, at jeg kompromitterer nogen ved at lægge det her frem.«

Politiken-journalisten Kristian Klarskov, der fredag den 28. november skrev de første artikler på baggrund af bogen, skriver søndag på facebook:

»Mit indtryk er, at Venstre var oprigtigt overraskede, da jeg ringede dem op og bad om en kommentar til bogen. Hvad litteraten fabler om, aner jeg ikke.«

BT har søndag forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver, Christian Hüttemeier. BT har også forsøgt at få en kommentar fra Politikens chefredaktør Anne Mette Svane.

Ovenstående citater blev publiceret på bt.dk søndag klokken 14.53. Klokken 15.18 sendte Jes Stein Pedersen så en e-mail til BT, hvor han skriver:
»I forlængelse af det jeg skriver i min litteraturkommentar i dagens Politiken, har jeg tidligere i dag udtalt mig til BT, om hvordan Politiken kom i besiddelse af ’LLR’. Desværre viser det sig, at mit vidensgrundlag har vist sig at være fejlagtigt. Det beklager jeg.«