Tv-programmet 'Debatten' på DR 2 blev afbrudt, da en gruppe unge klimaaktivister indtog scenen på Folkemødet på Bornholm.

Programmet var nået til emnet klima, hvor flere politikere stod klar til at deltage i debatten. Men de blev som sagt afbrudt og debatten måtte lukkes ned.

Og det har fået mange af de folkevalgte politikere til at gå til tasterne og rette en kritik af aktivisterne.

Blandt andet har Dansk Folkeparti-stifteren Pia Kjærsgaard ytret sin foragt for hændelsen.

'Der er politifolk til stede, hvorfor fjerner de ikke bøllerne? Der blev netop drøftet klimapolitik, et emne der burde interessere klimatosserne? Og så lukker DR bare ned for udsendelsen! Uopdragne møgunger!'

Også Konservatives formand Søren Pape Poulsen er langt fra tilfreds med situationen.

'Det her er sabotage af demokratiet. Midt under Debatten på DR bliver scenen invaderet af yderligtgående aktivister, der afbryder den demokratiske samtale mellem os partiledere, så tv-signalet må slukkes og debatten aflyses,' skriver han i et opslag på Facebook.

'De unge mennesker mangler simpelthen opdragelse, når de tror, det her er måden, man opfører sig på. Hvad med alle de mennesker, der gerne vil høre en demokratisk debat? Det er nu ødelagt, og politiet fjerner aktivisterne fra scenen. Hvor er det pinligt og udemokratisk at kæmpe for politik på den måde!'

Moderaternes Jakob Engel-Schmidt kalder friheden til at ytre enhver holdning og demonstrere for 'smuk', men dog ikke i denne sammenhæng.

'Friheden til at ytre enhver holdning og demonstrere for samme er noget af det smukke ved demokratiet. Det samme kan man ikke sige om Extincion Rebellions kapring af 'Debatten' på DR2 udsendelse på Folkemødet for lidt siden,' oplyser han på Twitter.