Fødevareminister Rasmus Prehn har ved flere lejligheder fremstået klimabevidst. Men flyrejserne tegner et andet billede.

Rasmus Prehn, der er fødevareminister, hylder de grønne valg. Han elsker at tage toget, har en grøn ministerbil, og han spiser klimavenligt mad.

Men ministeren flyver også på arbejde. Faktisk 80 gange fra 12. juli 2019 til 2. november 2020. Det skriver Frihedsbrevet, der har fået aktindsigt i flyveturene.

Mediet skriver, at Rasmus Prehn i sin tid som udviklingsminister i gennemsnit fløj mellem København og Aalborg mere end én gang om ugen.

Regningen for de flybilletter bliver sendt til skatteborgerne, og 80 flyveture løber op.

Samlet set har ministeren brugt 114.000 kroner på at rejse mellem Aalborg og København i perioden - på trods af ministerbil og lejlighed til rådighed i København.

Og det er ikke kun regningen, der løber op. Det samme gør CO2-regnskabet.

Frihedsbrevets beregning viser, at den samlede CO2-udledning for flyveturene løber op i mere end tre tons CO2. Og det matcher ikke godt med Rasmus Prehns sociale medier.

Rasmus Prehn har flere gange promoveret de grønne valg på de sociale medier. Både klimavenligt mad, sin grønne ministerbil og offentlig transport har ministeren lovprist.

Men overfor Frihedsbrevet afviser Rasmus Prehn, at flyvningerne er problematiske.

»Jeg har i hele perioden som både folketingsmedlem og udviklingsminister boet sammen med mine tre børn og min daværende kone i Aalborg. Jeg har så vidt muligt forsøgt at have et normalt familieliv og samtidig skulle passe mit hverv som minister.«

»Det har været en meget vigtig prioritet for mig, og jeg fortsatte derfor nogenlunde det rejsemønster, jeg også – ligesom mange andre nordjyske folketingspolitikere – havde som menigt folketingsmedlem,« siger ministeren til mediet.

Rasmus Prehn henviser overfor mediet også til regeringens plan om at gøre al indenrigsflyvning CO2-neutral inden 2030.