Optakten til den første partilederdebat i forbindelse med folketingsvalget 2019 havde handlet om næsten alt andet end politik.

Ikke mindst Mette Frederiksens sygdom og indlæggelse på Herlev Hospital med en slem omgang madforgiftning havde stjålet overskrifter.

Debatten, som skulle bestå af de 13 opstillingsberettede partiers formand- og kvinder, var da også uden den socialdemokratiske forkvinde.

I stedet var politisk ordfører Nicolai Wammen som stedfortræder ved debatten på DR1 klokken 19.00.

En anden, der i dagene op til den første debat havde trukket overskrifter, var Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs.

Kun dagen før valget blev udskrevet, var Stram Kurs blevet opstillingsberettiget.

Det skete efter flere kontroversielle optrædener, blandt andet på Nørrebro, hvor optøjer brød ud.

Og det var tydeligt, at Paludan ikke med det samme var optaget i de andre politikeres klub.

Umiddelbart inden partilederdebatten fangede B.T.s fotograf netop Rasmus Paludan stående ganske alene i den ene ende af salen, mens flere af de andre partiledere fik sig en hyggesludder.

Aftenens første debatemne var klima. Og allerede her kom de første politikerslag.

Blandt andet Pernille Vermund fra Ny Borgelige slog problemet hen, mens Pernille Skipper fra Enhedslisten gik i rette med den siddende regerings klimapolitik, som hun mener har været for ringe.

Alle 13 politikere fik ordet i forbindelse med klimadebatten, som i flere meningsmålinger er blevet kåret til et af de absolut vigtigste emner ved folketingsvalget.

Og bølgerne gik allerede højt her. Flere fra oppositionen skød med skarpt, mens regeringens repræsentanter forsvarede den førte politik de seneste fire år.

Debatten på DR1 var blot den første af to tirsdag aften. Den anden fandt sted på TV 2, hvor de samme 13 håbefulde debatterede.

Lars Løkke Rasmussen havde udskrevet valget tirsdag direkte fra talerstolen i Folketingssalen.

Her kunne han også fortælle, at valget skal afholdes onsdag 5. juni. Godt ti dage efter valget til Europaparlamentet.