Tre gange fra 2016-2018 har den indvandrerkritiske politiker Rasmus Paludan forsvaret asylansøgere.

Den indvandrerkritiske politiker Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs har tre gange forsvaret afviste asylansøgere i sit virke som advokat.

Det skriver Ekstra Bladet, der har søgt aktindsigt hos Flygtningenævnet.

Det drejer sig om tre afviste asylansøgere fra Cameroun, Ghana og Nigeria, hvor Rasmus Paludan har arbejdet for at sikre dem opholdstilladelse.

Ifølge partilederen var det en arbejdsopgave, han skulle løse uanset sin holdning til udlændinge.

- Som advokat skal man forsvare sine klienter bedst muligt og varetage deres interesser bedst muligt, og det skal man gøre, uafhængigt af hvad ens politiske overbevisning er. Og det har jeg selvfølgelig gjort, siger Rasmus Paludan til Ritzau.

Stram Kurs-politikeren mener dermed ikke, at det har været i strid med hans politiske holdninger at agere forsvarer for de tre afviste asylansøgere.

- Det er ikke modstridende i forhold til mine holdninger. Jeg har overholdt loven ved at føre nogle få sager med asylansøgere i Flygtningenævnet, siger partilederen.

- Min viden om integrationssituationen er skabt af, at jeg har haft udenlandske klienter i retssystemet både i forbindelse med Flygtningenævnet, men også i forbindelse med udlændingeloven. Som advokat er mit fokus at følge loven, men som politiker er mit fokus at ændre loven, siger han.

Den seneste sag var ifølge Ekstra Bladet fra 2018, hvor Paludan var beskikket advokat for en asylansøger fra Nigeria. Sagen overgik senere til en anden advokat.

De to andre sager var fra 2016 og 2017. I den ene af sagerne kæmpede Rasmus Paludan blandt andet for at få de danske myndigheder til at tillægge en arrestordre fra Cameroun ægthedsværdi.

Han har dermed forsvaret asylansøgere, samtidig med at han er kommet med udtalelser om, at alle ikke-etniske danskere skal ud af landet.

Paludan stiller op til Folketinget som leder for Stram Kurs, der for første gang er opstillingsberettiget.

- Vi er nødt til i hobetal at smide dem ud. Alle sammen. Vi taler hundredtusinder over en meget kort periode. Det er drastisk, men ikke ulovligt. Det kræver bare, at Folketinget ændrer loven, har han sagt til Ekstra Bladet.

Hos Dansk Folkeparti mener udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen, at Rasmus Paludan ødelægger sin egen troværdighed.

Martin Henriksen siger til Ekstra Bladet, at han ikke forstår advokater, der bruger samfundets penge og tid på at undergrave dansk asylpolitik.

/ritzau/