Rasmus Paludans parti Stram Kurs er på stemmesedlen til det kommende folketingsvalg. Det står klart, efter Økonomi- og Indenrigsministeriet lørdag morgen offentliggjorde, at partiet har indsamlet nok vælgererklæringer.

Men for at indsamle de 20.981 vælgererklæringer har Stram kurs brudt reglerne og benyttet en finte.

Det skriver Berlingske og Altinget.

Reglerne er nemlig skruet sådan sammen, at når en vælger giver dig en vælgererklæring, så skal der gå syv dage, før du kontakter dem på mail og beder dem bekræfte vælgererklæringen med Nem ID.

Hos Rasmus Paludans parti Stram Kurs har man dog ledt folk direkte over på en side, hvor de kan bekræfte vælgererklæringen med Nem ID med det samme.

Finten er brugt før – det skete senest, da Klaus Riskær Pedersen indsamlede vælgererklæringer på samme måde og blev opstillingsberettiget.

Økonomi- og Indenrigsministeriet oplyser til Altinget, at Stram Kurs udmærket er klar over, at de har brudt reglerne.

De skriver i en mail, at de tre gange har kontaktet Stram Kurs og bedt dem rette ind.

’Fra partiet har vi bekræftelse på, at partiet har modtaget henvendelsen, og at Stram Kurs selvfølgelig vil overholde reglerne. Partiet skrev, at vi senere ville høre nærmere fra en af partiet sekretærer, men vi hørte aldrig noget, og partiet overholder fortsat ikke reglerne', skriver Økonomi- og Indenrigsministeriet i en mail til Altinget.

Rasmus Paludan har overfor Berlingske tidligere på ugen udtalt, at hvis metoden er den samme som den, Klaus Riskær brugte, så har han ingen kvaler ved det.

Finten fik ikke konsekvenser for Klaus Riskær Pedersen, og det får det heller ikke for Rasmus Paludan og Stram Kurs.

Folketinget har aftalt at lukke hullet i systemet, så det ikke bliver muligt at benytte sig af finten fremover. Den nye løsning ventes dog først at være klar i 2020.