De Konservatives profil Rasmus Jarlov tiltrækker sig nu opmærksomhed for sin meget kontante tone i debatten om Grønland.

Jarlov er på det seneste blevet rost til højre og venstre for sit indædte forsvar af Rigsfællesskabet i internationale medier og for at sætte amerikanere på plads.

Men det er ikke kun USAs borgere, der får med grovfilen, hvis de placerer sig på den, ifølge Rasmus Jarlov, forkerte side af sagen.

Også folk med rødbedefarvet pas får nu politikerens kærlighed at føle, når han i disse dage også nærmest agerer dansk ambassadør på de sociale medier.

Det erfarede den danske borger og samfundsdebattør Krisztina Maria tirsdag i en korrespondance på X.

I et opslag til hendes amerikanske følgere gav hun nemlig udtryk for, at det er latterligt, når danskerne er bekymrede for, om Donald Trump med militær vil overtage Grønland.

Krisztina Maria går videre til at insinuere, at der er tale om et »narrativ, der drives af medierne og forstærkes af regeringen«.

Men dét opslag faldt ikke i god jord hos Rasmus Jarlov.

»Hold nu din kæft,« skrev politikeren fra De Konservative.

Kommentaren har i skrivende stund fået hele 800 likes, men der er også folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om sprogbruget til en borger er passende fra en folkevalgt politiker.

B.T. har gentagne gange kontaktet Rasmus Jarlov for at høre, hvorfor han valgte at formulere sig så skarpt. Han er ikke vendt tilbage.

Til gengæld går Krisztina Maria selv til modangreb på Jarlov i kommentarsporet:

»En voksen mand, der skriver sådan … er følelsesmæssigt ude af kontrol. Du udstiller dig selv,« lyder det fra Krisztina Maria.

Rasmus Jarlov er ikke den eneste, der på de sociale medier tilsyneladende har besluttet sig for at skærpe tonen i debatten.

Også den populære borgerlige forfatter Christian Egander Skov skriver til Krisztina Marias opslag: 

»Husk, hvem de her folk er, og hvad de sagde og gjorde.«

Onsdag eftermiddag mødtes udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands ditto Vivian Motzfeldt blandt andet med USAs vicepræsident J.D. Vance om Grønlands fremtid.

Følg med i seneste nyt i B.T.s liveblog HER.