Tidligere erhvervsminister fra Konservative, Rasmus Jarlov, er sygemeldt frem til sommerferien.

Han har fået en inflammationssygdom, der kræver behandling - og derfor må han sige farvel til Folketinget for en stund.

'Jeg har en inflammation i kroppen, som jeg har været indlagt med på hospitalet flere gange i de sidste måneder og som er alvorlig, hvis ikke den bliver behandlet ordentlig nu, hvilket kræver medicin og desværre er uforeneligt med at passe arbejdet i Folketinget de næste måneder,' skriver han på Facebook.

Som man nok kunne forvente, så er det langt fra noget, han er tilfreds med.

'Det er nyt for mig og bestemt ikke med min gode vilje, men der er ikke nogen vej udenom, hvis jeg skal blive rask,' skriver han og understreger, at han nok skal blive rask.

'Prognosen er god, og både jeg og min læge forventer, at jeg bliver 100% rask igen,' skriver videre.

Han bliver i månederne frem til sommerferien afløst af Hanne Bjørn Klausen, som skal varetage Jarlovs poster fra næste uge.

Han er både finansordfører, færøerneordfører, grønlandsordfører, reformordfører og skatteordfører i Folketinget for Det Konservative Folkeparti.

'God arbejdslyst til Hanne, som bliver en stor gevinst, og som jeg er 100% tryg ved kan varetage mandatet på bedste vis,' lyder det fra politikeren.

Men selvom han skal holde sig fra Folketingssalen og mailindbakken, så forventer han ikke, at han kan holde sig fra de sociale medier.

'Jeg kommer nok fortsat til at være lidt aktiv herinde, da der formentlig trods alt vil være grænser for hvor meget, jeg kan holde mig i ro i disse tider,' skriver han på sin Facebook-profil.

Han frabeder sig dog for mange 'god bedring' beskeder. Dem behøver han ikke, skriver han.