Finansordfører hos Konservative, Rasmus Jarlov, savner regeringens indblanding i den omstridte lufthavnskonflikt.

»Som medejer har man ret til at blande sig og gå ind i sagen.«

Sådan mener Konservatives Rasmus Jarlov, der henviser til det faktum, at staten ejer 14 procent af SAS.

Men trods statens medejerskab af flyselskabet har regeringen ikke i sinde at blande sig i den omtalte sag, hvor en SAS-medarbejder truede en kollega.

Selvom truslen mellem medarbejderne vedrørte uenigheder i forhold til fagforeninger, sætter Rasmus Jarlov spørgsmålstegn over for SAS-medarbejderens videre ansættelse i firmaet.

»Jeg undrer mig over, at sådan en person stadig kan være ansat. Det undrer mig gevaldigt efter sådan en opførsel.«

Sagen vedrører nærmere bestemt en SAS-medarbejder, der truede en kollega om at skifte fagforening, fordi kollegaen var medlem af en anden fagforening end 3F.

Kollegaen nægtede dog, hvilket ikke faldt i god jord blandt medlemmerne i 3F.

Truslerne blev første gang beskrevet i Berlingske.

Og helt overordnet ser gerne Rasmus Jarlov, at regeringen blander sig i sagen - også i forhold til 3F.

»Jeg synes, at man skal holde fast i, at loven skal overholdes. Når man kan se, at 3F opfører sig sådan, må der ikke være tvivl om, hvorvidt man skal stå på lovens eller 3F’s side.«

Efter offentligheden fik kendskab til sagen har 3F taget stærkt afstand fra sagen.

'Det er absolut ikke i orden at udsætte kolleger for trusler, som det desværre er sket. Det siger sig selv, at lovgivningen skal respekteres,' skrev Per Christensen tidligere på Twitter.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Han har dog tidligere understreget, at man i Danmark har frit valg af fagforening, men har samtidig afvist over for TV 2 at gå ind i stridigheder på arbejdsmarkedet.

Det er heller ikke lykkedes B.T. at få en kommentar fra SAS om den pågældende medarbejder.