Raseri over roma-lejr: Nu kræver de nye regler
De Konservative advarede mod de lempede regler i parker. Nu kræver Helle Bonnesen, at den ansvarlige politiker Line Barfod (EL) kommer ud af busken.

De Konservative advarede mod de lempede regler i parker. Nu kræver Helle Bonnesen, at den ansvarlige politiker Line Barfod (EL) kommer ud af busken.

I månedsvis har beboerne ved Havneholmen Metrostation levet med en voksende lejr, som de omtaler som en romalejr.
Men efter beboeren Anette Kjersgaard i B.T. fortalte om telte, bål, lort i det fri, tyverier og voksende utryghed, har Københavns Kommune pludselig kontaktet politiet for at få lejren ryddet.
Det er dog ikke nok for den konservative lokal- og folketingspolitiker Helle Bonnesen.
»Reglerne skal ændres tilbage til det, vi havde før. Vi kan se, at de har været et springbræt til en glidebane, og reelt kan det ske igen,« siger hun til B.T.
I 2025 blev reglerne lempet, så hjemløse kan overnatte i flere af Københavns grønne områder uden at risikere en bøde. De Konservative var alene om at stemme imod i udvalget.
Permanente lejre er dog fortsat forbudt - i hvert fald på papiret.

Men ifølge Anette Kjersgaard henviste kommunen netop til reglerne, om at hjemløse godt måtte overnatte i området og derfor ikke kunne fjernes.
'Det kan ske igen'
Og det viser ifølge Helle Bonnesen, hvordan situationen let kan eskalere.
»Vi stemte imod af præcis den grund, at sådan noget her kunne ske. Nu ser vi desværre, at det er blev en realitet. Som jeg kan forstå, besørger de i det fri. Det er ikke sundhedsmæssigt forsvarligt«
De Konservative vil derfor hurtigst muligt genåbne loven og genindføre forbuddet mod overnatning i kommunens grønne områder.
Men lejren var allerede ulovlig, og kommunen har nu bedt politiet om at få den ryddet. Er problemet så ikke håndhævelsen frem for reglerne?
»Nej, for det det startede med pantflasker, lidt overnatning og lidt telte. Når man åbner for, at det kan eskalere, så ender vi, hvor det er endt. Det synes vi ikke skal ske et andet sted.«
Politikeren afviser samtidig, at løsningen er at overlade hjemløse til byens parker.
»Man behandler ikke hjemløse ordentligt ved at overlade dem til parkerne. Vi har hjemløsetilbud og døgntilbud, som man må se på. Det betyder ikke, at der skal tages boliger fra almindelige københavnere.«
B.T. har siden lørdag forsøgt at få et interview med Line Barfod (EL), som er klima-, miljø- og teknikborgmester i København, men hun er ikke vendt tilbage:
Og det gør den konservative politiker harm:
»Det er helt grotesk, for det er Line Barfods ansvar.«
Læs HER historien om beboeren Anette Kjersgaard, der en morgen vågnede til et kæmpe chok.