To danskere politikere kommer med hård kritik af Donald Trump for at have genåbnet debatten om at overtage magten over Grønland. 

'For den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende,' skriver Trump på sit eget sociale medie. 

Men der vækker vrede på Christiansborg.

'En fornærmelse'
Liberal Alliances udenrigsordfører, Lars-Christian Brask, slår fast, at Grønlands placering i nærheden af russisk territorium er vigtig, men Danmark sælger på ingen måder ud af Kongeriget. 

»Det er en korrekt vurdering af Trump, at Arktis er strategisk afgørende i geopolitisk sammenhæng, men han bestemmer intet over vores anliggender og udtalelsen om 'ejerskab' er en fornærmelse af vores demokratiske samfund,« siger han. 

Rasmus Jarlov, der er Grønlandsordfører for Det Konservative Folkeparti, har også skarp kritik. 

'Grønland er dansk. Det har det været siden 1380. Det er anerkendt og ubestridt af det internationale samfund inklusiv USA, og det forventer vi selvfølgelig accepteret,' skriver han på det sociale medie X og tilføjer. 

'Det er fuldstændig uacceptabelt, at en såkaldt allieret kommer med trusler om at tage kontrol over vores.'

'Jeg står over'
B.T. har forgæves forsøgt at få kommentar fra Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, der alle tre sidder i regeringen.

»Jeg står over,« lyder det på sms fra Christian Rabjerg Madsen, der er politisk ordfører hos Socialdemokratiet.

B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær Andersen har kommenteret på, hvordan det gik i 2019, da den daværende præsident Donald Trump ville købe Grønland, og blev vred på Mette Frederiksen, der også dengang var statsminister. 

Læs mere HER.