»Det er simpelthen skandaløst.«
Så kontant lyder dommen fra Venstre, efter det er kommet frem, at Sundhedsministeriet i januar droppede planer om lyntest af plejehjemspersonale, mens man samtidig gav ministre og nære medarbejdere et tilbud om at lade sig lynteste.
»Smitten buldrede derudad på plejehjemmene i den periode, og der er sårbare ældre, der har mistet livet. Pårørende har mistet. De dødsfald kunne man have undgået. Regeringen har på alle måder svigtet i den her sag,« siger Venstres ældreordfører, Jane Heitmann.
Sundhedsministeriets beslutning om at droppe lyntest på plejehjem kom, selvom der var ledig kapacitet blandt private udbydere.
Lyntest af plejehjemspersonalet var ellers et specifikt politisk ønske for statsminister Mette Frederiksen.

Adspurgt, om det ikke giver god mening, at centrale ministre og højtstående embedsfolk bliver testet for at sikre, at regeringen kan fungere, svarer Venstres ældreordfører:
»Jo, det kan da give rigtig god mening. Men det er bare helt skævt, at man valgte at droppe lyntest andre steder. Især på plejehjemmene. Der var jo kapacitet til det, regionerne og de private var klar. Det er dybt kritisabelt.«
DR Nyheder har beskrevet, hvordan der to gange ugentligt blev sendt en bil ud for at lynteste ministre og medarbejdere tæt på ministrene.
Det tilbud startede, dagen efter at Sundhedsministeriet 6. januar afblæste en konkret plan for at køre lyntest ud til landets plejehjem for at fange smittede medarbejdere, før de gik ind til de sårbare ældre.
»Det var meningen, at vi skulle gøre alt, hvad vi kunne, for at beskytte de sårbare og ældre. Det prioriterede regeringen ikke her. Man beskyttede sig selv i stedet for de svageste,« siger Jane Heitmann.

Statsministeren og sundhedsminister Magnus Heunicke har tidligere afvist over for DR at stille op til interview om sagen.
Mette Frederiksen kommenterede dog kort sagen, efter hun fredag morgen havde ladet sig vaccinere mod corona.
»Det er helt rigtigt. Jeg har gennem hele epidemien ment, at vi skulle teste og teste mange.«
»Jeg har som statsminister udtrykt et ønske om at få test ud på plejehjemmene,« lød det fra statsministeren.
