»Amatøragtigt« og »respektløst«.

Flere partier skyder nu med skarpt efter justitsminister Mattias Tesfaye, efter endnu en it-skandale i staten har ramt helt almindelige danskere.

Denne gang er det mere end 20.000 jægere og skytter, som står måbende tilbage, fordi Rigspolitiets nye it-system har meget svært ved at håndtere våbentilladelser.

It-brøleren betyder, at de ikke kan bruge deres dyre rifler til mange tusinde kroner på den vigtige bukkejagt, som begynder i dag.

Sagen er nu så tilspidset, at Folketingets Ombudsmand er gået ind i sagen. Han kræver svar fra justitsministeren og Rigspolitiet på, hvorfor staten tog et ufærdigt og fejlbehæftet it-system i brug.

»Jeg kan kun sige, at det er håbløst at bruge et it-system, som man udmærket godt ved ikke fungerer. Det er simpelthen for ringe, og det ville klæde justitsministeren at komme frem fra sit flyverskjul. Det synes jeg, han skylder de mange jægere og skytter, der er prisgivet lige nu,« siger Karina Lorentzen, retsordfører i SF.

Årsagen til kaosset er, at EU i 2017 vedtog ny lovgivning efter flere terrorangreb. Her blev det besluttet, at riflernes pibe, løb, bundstykke og lås skal registreres enkeltvis hos politiet for at kunne spore dem.

Men selv om der er gået fem år siden EUs udmelding, har politiet ikke fået styr på et it-system, som kan håndtere de nye våbentilladelser til rifler.

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) kalder det 'håbløst', at justitsministeren har tilladt at tage et it-system i brug, der hverken er færdigt eller funktionelt (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) kalder det 'håbløst', at justitsministeren har tilladt at tage et it-system i brug, der hverken er færdigt eller funktionelt (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Så fordi den tidligere justitsminister Nick Hækkerup ville undgå dagbøder fra EU, valgte han alligevel at tage det fejlbehæftede it-system i brug. Og det betyder nu, at alle våbentilladelser er blevet ét stort kaos.

»Det er amatøragtigt ud over alle grænser. Der er mange jægere, som har givet rigtig mange penge for en riffel eller et stykke jagtvåben, som de nu ikke kan bruge,« siger Dennis Flydtkjær fra Dansk Folkeparti.

»Hvis ikke man kan få et it-system til at fungere og ikke vil give dispensation til våbentilladelser – så må regeringen tage ansvaret for dagbøderne fra EU. Over 20.000 danskere bliver holdt som gidsler i bureaukratiet, det er for dårligt,« siger han.

Både DF og SF vi have justitsminister Mattias Tesfaye på banen med det samme.

»Vi skal have en løsning, og det kan kun gå for langsomt,« siger Karina Lorentzen.

Den tidligere justitsminister Nick Hækkerup skrev i et folketingssvar 27. april, at der ikke er nogen snuptagsløsning.

'Jeg har bedt om, at politiet arbejder for at få ordnet problemerne med systemet hurtigst muligt,' skrev han.

Bukkesæsonen løber frem til 15. juli.