Det kan ikke være rigtigt, at udlændinge uden lovligt ophold, hvoraf flere er mistænkt for at være radikaliseret, får lov til at rende rundt i Danmark.
Det mener De Konservative og Dansk Folkeparti, der reagerer på B.T.s afsløring af, at der har været 25 indberetninger, hvor myndighederne mistænker, at de indkvarterede på Udrejsecenter Kærshovedgård er radikaliserede.
»Går man en tur ned af en tilfældig gågade, så risikerer man at møde personer mistænkte for radikalisering, der måske også er dømt for terror, og det er ærlig talt uhyggeligt,« siger udlændingeordfører Mikkel Bjørn (DF) til B.T.
Sidste år kunne DR berette, at Kærshovedgård er hjemsted for otte terror-dømte personer.
På baggrund af et lækket dokument kunne B.T. afsløre mandag, at der har været 25 indberetninger om radikalisering blandt personer, der i februar 2025 var indkvarteret på Kærshovedgård.
Det fremgår af et fortroligt svar, som udlændingeminister Kaare Dybvad Bek har givet til integrations- og udlændingeudvalget.
I svaret redegør ministeren for nationaliteterne på de udvisningsdømte og afviste asylansøgere på Kærshovedgård, som myndighederne frygter er radikaliserede.
»Det er rædselsvækkende, hvis vi har radikaliserede udvisningsdømte, der kan færdes frit rundt i Danmark, fordi de har fri udgang på Kærshovedgård,« siger Mikkel Bjørn, der vil sætte en lås på udrejsecentret.
Der sidder også afviste asylansøgere der blot har fået afslag på asyl. Hvorfor skal de ligefrem låses inde?
»Hvis man er i Danmark uden lovligt ophold, så skal man udrejse og nægter man at gøre det, så må man tage konsekvensen og sidde indelåst.«
Bjørn er klar over, at forslaget kommer i karambolage med menneskerettighedskonventionerne. Alligevel mener han, at det er vejen frem.
»Vi må sætte danskernes sikkerhed og tryghed forrest og så tage nogle forbehold for de dele af konventionerne, som forhindrer, at vi kan føre en ansvarlig politik.«
De Konservatives politiske ordfører Frederik Bloch Münster deler Mikkel Bjørns forargelse, men ikke løsningsforslag.
»Vi mener, at Kærshovedgård bør flyttes til et andet land. Vi er langt over grænsen for, hvad man med rimelighed kan udsætte danskere for,« siger Münster.
Men det arbejder regeringen jo også på i fællesskab med EU?
»Den henviser konstant til, at der snart sker et eller andet. Men vi har ventet længe, og der sker ingenting,« mener han og fortsætter:
»Vi skulle have en midterregering, fordi den skulle være handlekraftig på de svære spørgsmål, det mangler vi at se, når det kommer til udlændinge. Der sker jo ingenting.«
I en kommentar udtaler Kaare Dybvad Bek, at kritikken fra de blå partier 'klinger hult'.
Han påpeger, at Socialdemokratiet tidligere har forsøgt at rykke udvisningsdømte udlændinge og personer på tålt ophold til Langeland for at aflaste Bording - men et flertal af Folketinget var imod.
»Jeg har stor forståelse for den frustration, som der er blandt naboerne til Kærshovedgård,« siger ministeren.
Han henviser derfor til en døgnbemandet vagt på Kærshovedgård og 'tryghedsskabende patruljeringer', 'som skal sikre trygheden' i området.