____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Søren Gade afviste for tre dagen siden i kraftige vendinger, at han var på vej væk fra sin post som administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer overfor en journalist fra Børsen.

Men onsdag trådte han alligevel tilbage.

Søndag blev han af en journalist fra Børsen konfronteret med rygter om, at han var på vej væk fra Landbrug og Fødevarer for i stedet at genoptage en politisk karriere i Venstre, hvor han tidligere har været en stor profil som forsvarsminister fra 2004 til 2010.
- Det gør jeg ikke. Jeg ved fandme ikke, hvem der er ude med det. Det er en ondskabsfuldhed. Det gør jeg fandme ikke. Sådan er det. Jeg har hørt det før. Men er det ikke bare sådan, at når man har været i politik, så bliver det ved med at forfølge en ved forskellige lejligheder. Jeg tror ikke, jeg er den eneste ekspolitiker, der er blevet spurgt om det, forklarede han i søndags overfor Børsen.

Det får journalisten til at sige, at han ellers har hørt, at der ville komme til at ske noget i den kommende uge. Det afviser Søren Gade dog også.

- Det kan jeg love dig for, at det kommer ikke til at ske. Så må du ringe og skælde mig ud, hvis det er. Det har ikke noget på sig, siger Søren Gade, der onsdag offentliggjorde, at han fratræder sin stilling som administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer, fordi han ikke ønsker at være med i en organisationsændring, interesseorganisationen står foran.