Når 5G-netværket rulles ud, bliver sårbarheden overfor cyberangreb større, advarer Center for Cybersikkerhed.

Truslen fra hackere og organiserede kriminelle grupper vil være meget høj i Danmark under 5G-netværket, der ventes udrullet de kommende år.

Sådan lyder advarslen i en dansk risikovurdering af 5G-netværket af Center for Cybersikkerhed.

Det skriver Jyllands-Posten.

5G-netværket forventes at blive en central del af samfundets infrastruktur og vil blive en drivende kraft for alt lige fra trafiklys, selvkørende biler og robotteknologi på sygehusene.

Fremtidens cybertrusler skal især ses i lyset af den vitale rolle, som 5G-netværket forventes at få i fremtiden.

Det forklarer Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed.

- Det, der ændrer sig med 5G, er, at vi kommer til at se mange flere enheder koblet op på netværket, og så vil sårbarheden over for cyberangreb blive større, siger han til Jyllands-Posten.

5G-teknologien skal blandt andet give højere hastighed, hurtigere dataoverførsel og mere kapacitet.

Men der er altså også alvorlige bekymringer knyttet til den nye teknologi.

Torsdag i sidste uge pegede EU's Agentur for Net- og Informationssikkerhed (Enisa) på otte trusler, der følger med 5G-teknologien.

Blandt andet optræder såkaldte cyberkrigere som ny på listen. Cyberkrigere vil være en del af trusselsbilledet i cyberspace, både som "forsvarere" og "angribere" og forventes at blive en del af dominerende landes forsvar.

Teleanalytiker Torben Rune har læst den danske risikovurdering. Han mener, at den viser, at de danske myndigheder er alarmeret om fremtidens trusler.

- Det er overraskende, at man vurderer truslen som "high" eller "very high" så mange steder. Man er alarmeret, og det er der nok også en god grund til, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/