Rædsels-måling puster til indvandringsdebat: De klarer sig dårligere
Markante forskelle mellem elever med dansk oprindelse og indvandrerbaggrund får Dansk Folkeparti til at kræve en særskilt opgørelse. Yaqoub Ali peger samtidig på kulturelle udfordringer og sociale medier som en del af forklaringen.
Danske elever har aldrig klaret sig dårligere i undersøgelsen end nu. (Arkivfoto, folkeskole i Kalundborg, 2021) Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Elever med indvandrerbaggrund klarer sig dårligere end elever med dansk oprindelse i en ny undersøgelse af danske 15-åriges faglige niveau.
Det fremgår af den årlige PISA-undersøgelse, der netop er blevet offentliggjort, og som af statsminister Mette Frederiksen (S) allerede er blevet kaldt »dybt bekymrende.«
PISA er en international undersøgelse af elevers kompetencer og viser i år, at danske elever aldrig har klaret sig dårligere i undersøgelsen end nu.
Den etniske slagside i undersøgelsen vil Dansk Folkeparti nu til bunds i. Derfor efterspørger partiet en særskilt rapport:
Christian Kirk (DF) vil have en særskilt rapport over elever med indvandrerbaggrunds faglighed. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
»Der er dobbelt så mange indvandrere, der klarer sig dårligt. Og eftersom vi bliver nødt til at kende problemet, før vi kan løse det, så vil vi have PISA-undersøgelsen delt op i to. Èn for indvandrere og efterkommere og en for personer med dansk oprindelse.«
Sådan lyder budskabet fra undervisningsordfører Christian Kirk (DF) til B.T.
Men hvad er det for noget viden, I mangler, når vi i forvejen kan se i rapporten, at elever med indvandrerbaggrund klarer sig dårligere i naturfag, matematik og læsning?
»Du har ret i, at der er mange parametre, hvor der laves en særskilt måling, men hvis du eksempelvis tager det danske gennemsnit i OECD-rapporten, hvor vi sammenligner os med andre lande, så tæller eleverne med indvandrerbaggrund med, og det påvirker vores gennemsnit.«
Ifølge forskningscentret Vive, der har analyseret tallene, kan forklaringen på, at elever med indvandrerbaggrund klarer sig dårligere være, at de kommer fra hjem med færre økonomiske og sociale ressourcer. Så er det ikke i stedet dér, fokus skal være?
»Det skal nok passe, at det er en del af forklaringen, men det kan ikke være den hele, når forskellen på grupperne er så stor. Der er tydeligvis også nogle kulturelle udfordringer.«
Du siger, at man skal kende problemet, før man kan løse det. Hvad er det konkret, du vil bruge to særskilte rapporter til?
»Det er jeg ikke klar til at komme med forslag på endnu. Lige nu skal vi bare have en bedre forståelse, for det er udslagsgivende for, at vi kan løse problemet. Her er denne rapport ikke tilstrækkelig.«
For B.T.s samfundskommentator Yaqoub Ali peger de nye PISA-resultater også på en udvikling, han mener kan genkendes fra hans egen skolegang og fra det muslimske miljø. Foto: Nicoline Kjems-Krognos
Debatten handler dog ikke kun om, hvordan tallene skal opgøres.
For B.T.s samfundskommentator Yaqoub Ali peger de nye PISA-resultater også på en udvikling, han mener kan genkendes fra hans egen skolegang og fra det muslimske miljø.
Han kom selv til Danmark fra Irak som 12-årig og følte sig ikke hjemme i den danske folkeskole.
»Det er helt klart en bekymrende tendens. Mange ting spiller en rolle. Den digitale udvikling og sociale medier og de unges påvirkning af dem. På det faglige niveau og hvad angår unge danske muslimer kræver det en ekstra indsats,« siger han og fortsætter:
»Det religiøse miljø i Danmark, som efter min opfattelse kun er blevet større de sidste par år, spiller også en rolle. De er overalt på TikTok og andre sociale medier. Og det hele handler for dem om, at unge muslimer skal læse Koranen og religiøse bøger.«
Yaqoub Ali tilføjer:
»Ellers læser de bare ikke. Det er ikke noget, som er startet nu og her. Jeg husker og genkender det hos mange fra det muslimske miljø.”
Tirsdag er der indkaldt til krisemøde i Undervisningsmisteriet, og torsdag har statsminister Mette Frederiksen (S) indkaldt til pressemøde om PISA-undersøgelsen i Spejlsalen med en række toneangivende ministre.