Mens alle andre måtte vente til klokken 12 lørdag på at hænge deres valgplakater op, var to frivillige for Rådmand Rabih Azad-Ahmad fra Radikale Venstre noget hurtigere i gang.

De var faktisk så hurtige, at B.T. efterfølgende har fået tilsendt en video, hvor man kan se, at plakaten hænger langs strøget allerede klokken 11.45.

»Da jeg kommer klokken 11 er de allerede godt i gang. Klokken 11.45 hænger de langs hele gågaden, og de forsøger at tage den lygtepæl, jeg står ved, da jeg begynder at filme,« siger Marie Overgaard Christensen, der hængte plakater op for Venstres Ungdom.

Og plakaterne blev ifølge hende ikke taget ned igen før klokken 12, som Rådmand Rabih Azad-Ahmad ellers tidligere sagde til B.T.

»Videoen er filmet 11.45, og der hænger de på hele gågaden. De pillede dem ikke ned igen. Hvis man ser ned ad Strøget nu, kan man også se, de har de bedste pladser hele vejen,« siger Marie Overgaard Christensen.

Marie satte plakater op lørdag. Foto: Privat
Marie satte plakater op lørdag. Foto: Privat
Vis mere

Hun fortæller, at der ikke var andre, der gik i gang før tid, og at de frivillige sagde, at det skyldtes, de var så få, at de blev nødt til at gå i gang før tid.

B.T. Aarhus har forelagt Rådmand Rabih Azad-Ahmad kritikken.

Du sagde tidligere, at valgplakaterne blev pillet ned før 12 og så sat op igen efter 12, men det ser ikke sådan ud på videoen?

»Det er svært for mig at vurdere, når du ringer. Nu tror jeg, der er nogle, der gerne vil lave politik på det her fra de andre partier. Der er sket en fejl, jeg reagerede med det samme og bad dem pille det ned. Det, regner jeg med, er blevet gjort.«

Hvordan kan I have den bedste plads hele vejen langs strøget, hvis plakaterne blev taget ned?

»Det kan jeg jo ikke svare på. Jeg har ikke en gang været ude at se dem. Og helt ærligt, så hører jeg også, at der var andre, der rykkede plakater ned, det er heller ikke acceptabelt.«

Hvornår er plakaterne så blevet taget ned?

»Jeg ved ikke, hvornår de er blevet taget ned. Da jeg taler med dem lidt i 12, er beskeden, at de er taget ned.«

Hvordan hænger det sammen med, de hænger i hele gågaden kvart i 12?

»Jeg er ikke til stede, jeg fortæller, hvad jeg har fået at vide. Jeg kan ikke være alle steder. Dem, der har hængt dem op, har også fået besked om, at det er uacceptabelt,« lyder svaret fra Rådmanden.