Radikale Venstre vil ikke pege på Mette F. (S) som statsminister, når S vil afskaffe asyl ved dansk grænse.

København. Radikale Venstre vil ikke støtte Mette Frederiksen (S) som statsminister, hvis hun fortsat ønsker at fjerne muligheden for spontant at søge asyl i Danmark og i stedet indføre modtagecentre udenfor EU - medmindre det er en fælles aftale med de øvrige 27 EU-lande.

Sådan lyder meldingen fra Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard. Det skriver Politiken.

- Vi kan ikke støtte en regering, som vil erklære, at Danmark bør stoppe asylbehandling ved grænsen og kun sende flygtninge til danske modtagecentre uden for Europa.

- Hvis Danmark begynder at gå enegang i EU på den måde, så får vi aldrig en fælles løsning på flygtningeproblematikken. Så vil EU-landene ét for ét melde sig ud af et fælles samarbejde, og så sker der ingenting. Det er det, som jeg synes, gør den tankegang uansvarlig, siger han til Politiken.

Socialdemokratiet bekendtgjorde i et udlændingeudspil fra februar, at partiet ønsker at afskaffe muligheden for at søge asyl ved den danske grænse.

Der skal i stedet oprettes modtagecentre uden for Europa. Og det skal helst ske i samarbejde med andre EU-lande, fremgår det i udspillet. Mette Frederiksen udtalte til DR, at hun er klar til at gå forrest fra dansk side.

Under dette års Folkemøde på Bornholm garanterede Morten Østergaard vælgerne om, at han kun støtter en regering, som gør sig uafhængig af Dansk Folkepartis politik.

Og det nye krav er en del af den garanti, skriver Politiken.

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye (S), siger til den melding, at hans parti står fast på sit ønske. For Danmark bør ikke vente på, at alle EU-lande er enige.

- Jeg tror ikke, tiden er til at skyde løsninger ned. Vi skal ikke låse os fast og vente på, at vi er blevet enige med Ungarn eller Polen. For så kommer vi aldrig ud af stedet, siger han til Politiken.

/ritzau/