For at styrke børns rettigheder i Danmark skal FN's Børnekonvention inkorporeres i dansk lov.

Det mener De Radikale, der onsdag har præsenteret et børneudspil.

- Det vil gøre, at børn ikke er afhængige af, hvad politikere synes, men har ret til at få en god barndom, siger partiets politiske leder, Martin Lidegaard.

Danmark har allerede ratificeret Børnekonventionen, men det vil gøre en stor forskel, hvis den blev indarbejdet fuldt i dansk lovgivning, siger Martin Lidegaard.

- Hvis vi havde indarbejdet den i dansk lovgivning for længe siden, så vil jeg vove den påstand, at vi ikke ville have set de mange besparelser på børns liv, der har været de seneste 10-15 år, siger han.

Foruden at sikre børn juridiske rettigheder vil partiet også afsætte 15 milliarder kroner årligt til at løfte børns vilkår.

7,1 milliarder kroner afsættes til folkeskolen, 3,7 milliarder til daginstitutioner og 4,3 milliarder til fritidshjem.

De Radikale er ikke det første parti i valgkampen, der er kommet med udspil på skoleområdet.

Det har også SF, Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.

Martin Lidegaard pointerer, at han langt hen ad vejen er positiv over for eksempel SF's forslag.

- Men den afgørende forskel er, at vi også sætter penge af til det, der kommer før folkeskolen og til fritidshjemmene, siger han.

De 7,1 milliarder til folkeskolen skal sendes ud til skolerne, siger Martin Lidegaard.

- Det er kommunerne og skolerne selv, der i sidste ende må bestemme, hvad de vil.

- Om det så er et lavere klasseloft, to lærere i klassen eller noget andet, siger han.

De 15 milliarder finansieres inden for De Radikales økonomiske plan.

Her henter man blandt andet 9,5 milliarder ved at udfase efterlønnen og Arne-pensionen.

- Vi beder vores seniorer om at være med til at tage et ansvar for vores børn og unge, siger Martin Lidegaard.

Partiet henter i deres økonomiske plan også ti milliarder på en række forhøjede afgifter på blandt andet fly og "klimabelastende varer".

/ritzau/