Radikale Venstre indrømmer, at skattereformen frister sociale snydere, og partiet vil have erfaring fra kommuner, der er dygtige til at fange sociale bedragere, udbredt til resten af landet.

Det er fristende at lege enlig forsørger, hvis gevinsten er et beskæftigelsesfradrag på årligt 20.000 kroner. Det, indrømmer skatteordføreren for Radikale Venstre til Berlingske Nyhedsbureau, er en negativ konsekvens af skattereformen.

- Først og fremmest skal vi glæde os over, at flere enlige forsørgere får en markant tilskyndelse til at være i arbejde frem for ikke at være det. Når det er sagt, så er det rigtigt, at isoleret set, så er der også flere, der vil kunne føle sig fristet af at kunne begå socialt bedrageri, siger skatteordfører Nadeem Farooq (R).

Berlingske skriver lørdag, at incitamenterne til at begå socialt bedrageri er blevet øget med skattereformen. Den indfører nemlig et nyt beskæftigelsesfradrag på 20.000 kroner om året, der gør det aldeles attraktivt at være enlig forsørger. Og det vil efter al sandsynlighed få endnu flere til at begå socialt bedrageri ved at »lade som om«, de er enlige. Det siger flere eksperter på området til avisen.

De Radikales Nadeem Farooq forklarer, at regeringen er meget opmærksom på problemer, men at kommunerne også afskrækker danskerne fra at snyde.

- Der er selvfølgelig mange, der forsøger at begå socialt bedrageri. De sager findes. Men langt flere sager bliver opdaget, fordi kommunerne opruster på området, og det vil få en præventiv effekt og afskrække andre for at gøre det, siger Nadeem Farooq.

Spørgsmål: Hvad er det så, I konkret vil gøre for at være særligt opmærksomme på dette område?

- Det er min opfattelse, at fordelene er langt større end ulemperne i skattereformen. Men vi vil holde fokus på det for at se, om vi kan modvirke den udvikling, at flere snyder.

Spørgsmål: Så I har ikke noget konkret bud på, hvordan I kan komme problemet til livs?

- Nej, altså de erfaringer, man gør i de kommuner, som er bedst til at fange sociale bedragere, ser vi gerne udfoldet til resten af Danmark. Det er det ene. Det andet er, at det er vores opfattelse, at når det kommer til stykket, så er det en lille del, der faktisk snyder med ordningerne, siger de Radikales skatteordfører.